Ud over at området omkring landbrugsmuseet Skarregaard på Nordmors i al sin mangfoldige natur er smuk og betagende, findes her også masser af ingredienser til et velsmagende måltid. Når bare man ved, hvor man skal lede. Og det gør blandt andre gode folk fra Museum Mors, der nu inviterer publikum med på en sanketur, hvor der skal indsamles råvarer fra naturens eget spisekammer.

I spidsen for turen står naturvejleder Hanne Sørensen, der til daglig arbejder i Hvolris Jernalderlandsby, hvor hun er daglig leder, og derudover har speciale i historiske spiselige urter fra oldtiden. Den viden vil hun gavmildt drysse ud af til de deltagende på turen, som finder sted lørdag 20. juli.

Arrangementet rummer - udover en spændende og lærerig sanketur - også muligheden for at smage på de fundne vildgodter, idet fundene efter turen vil blive sat sammen og tilberedt til et vildt måltid.

Det nyder de deltagende på Skarregaard, hvorefter der på dagen er mulighed for på samme indgangsbillet at komme rundt over hele Skarregaard, og de øvrige tre afdelinger af Museum Mors.

Tilmelding til arrangementet skal ske til Museum Mors.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...