Aflysningen af Morsø Påskestævne koster to klubber 300.000 kroner. Men det er værst for det sociale og sportslige, siger VIF og HF Mors

MORS: Det måtte jo komme, sådan som corona-situationen har udviklet sig dag for dag. Styregruppen bag Morsø Påskestævne forsøgte til det sidste at finde udveje, men nu er aflysningskortet smidt på bordet.

- De sidste 14 dage har vi holdt igen med at effektuere bestillinger på mad og overnatning. Vi har trukket stikket nu, fordi flere og flere klubber henvendte sig og spurgte, om stævnet ville blive gennemført. Nu er der så længe til påske, at forældre har mulighed for at tilrettelægge andre ting med deres børn og unge mennesker, siger styregruppens formand Allan Nørhave.

Han kommer fra HF Mors, som sammen med VIF Håndbold arrangerer påskestævnet, der er et af de største på landsplan inden for ungdomshåndbold.

- I år havde vi tilmelding af 149 hold. Det er det største antal i min tid og tæt på det maksimale, vi kan håndtere. Det er jo blevet sådan, at også de lokale hold bliver indkvarteret under stævnet, siger Allan Nørhave.

Han siger, at der har været udgifter, som vil være tabte penge. Men stævnet opbygger hvert år en reserve, så der er noget at tære på, inden man får tilmeldingsbidrag fra holdene.

Men de to største håndboldklubber på Mors havde en forventning om at tjene 300.000 kroner til deling på årets påskestævne. Hvordan klarer de sig uden den indtjening?

- Hver klub må vinke farvel til omkring 150.000 kr. i overskud. Det gør, at budgetter må revideres, men det klarer vi nok. Værre er, at de mange frivillige har ydet en stor arbejdsindsats siden sidste års stævne, og at den har været forgæves, siger Jeppe Bertelsen, formand for VIF Håndbold.

En flad fornemmelse

Han beklager aflysningen på vegne af de mange spillere og ledere i klubberne.

- Som en af dem sagde til mig, er Morsø Påskestævne et højdepunkt og en fin afslutning på sæsonen. Og det er særligt ærgerligt for de hold, der havde glædet sig til i år, fordi det var sidste gang, de aldersmæssigt kunne være med. Man står tilbage med en lidt flad fornemmelse, men det er jo den situation, Danmark er i, siger Jeppe Bertelsen.

Samme melding kommer fra Bent Thomsen, formand for HF Mors:

- Vi er sådan stillet, at vi har en økonomisk buffer, men vi skal helst ikke opleve flere af den slags aflysninger. Mest ærgerligt er det for de deltagende klubber, der kunne se frem til at spille mod nogle andre modstandere end dem, de møder til dagligt. Men sådan er det, konstaterer Bent Thomsen.

Og Morsø Påskestævne melder klar til næste år, hvor spilledatoerne bliver 2.-4. april 2021.

- Jeg tror, at alle hold, også de nye, vi havde fået tilmelding fra, vil være klar igen. Der er en stor forståelse for, at dette er en situation, der er påført os udefra, siger Allan Nørhave.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...