Årets juleforestilling på Limfjordsteatret kan opleves 28.-30. november og 4.-7. december

NYKØBING: Syv unge talentelever er med i Limfjordsteatrets juleforestilling ”Jul i den gamle havenissefabrik”, som har premiere i teaterhuset på Limfjordsvej torsdag aften 28. november og derefter spiller den 29.-30. november og 4.-7. december. Teaterturen kan starte halvanden time tidligere med julebuffet fra restaurant t’bords. I en pressemeddelelse lover teatret, at forestillingen bliver en rigtig julegyser.

Som et led i deres to-årige talentuddannelse på Limfjordsteatrets Akademi for Scenekunst er de unge med på scenen, når forestillingerne løber af stablen, og her forud møder de trofast ind efter skoletid, i aftener og weekender for at øve.

- Det er virkelig spændende at være med i en professionel opsætning. Helt anderledes, end hvad vi nogensinde har prøvet, siger Sascha Albæk Vittrup, der får en ekstra udfordring, når hun skal synge i forestillingen.

”Jul i den gamle havenissefabrik” er en ægte julegyser, hedder det i foromtalen. Måske man endda kan gå så vidt som til at kalde den en ægte klima-julegyser. Manuskriptet er skrevet af Limfjordsteatrets faste mand, Lasse Popp, der også medvirker i forestillingen sammen med skuespiller Sune C. Abel - som er ansvarlig for talentuddannelsen og fast ankermand for de unge talenter.

Handlingen foregår i en gammel nedlagt havenissefabrik laaaangt ude i skoven. Her flytter et ungt par, Ester og Victor, som spilles af gymnasieeleverne Louise Fihl Andersen og Lucas Leonardo Amore, ind. De drømmer om et liv tæt på naturen, men det går ikke helt som forventet. Den gamle fabriksbygning byder nemlig på alt andet end fred og harmoni. Der er sære lyde, en ikke helt tillidvækkende opsynsmand, et underligt ægtepar, og der sker hele tiden uforklarlige ting omkring det unge par.

Teatrets tekniske chef, Kim Fast Jensen, har lavet scenografien, der er den største, teatret nogensinde har haft i eget hus. Han medvirker også selv i forestillingen som musiker sammen med Bastian Popp, og de har i øvrigt også komponeret musikken.

- Det kommer til at emme af uhygge, men bliver også både finurligt, morsomt og musikalsk, lover teaterleder Gitta Malling, der er instruktør på forestillingen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...