På torsdag er der gået 80 år siden den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940

MORS: Skærtorsdag er der gået 80 år, siden de tyske tropper i de tidlige morgentimer 9. april 1940 krydsede grænsen til Sønderjylland, og Luftwaffe fløj hen over landet. Men tyskerne kom sent til Mors, fortæller museumsinspektør Anders Have Espersen, Museum Mors, i en større artikel i NORDJYSKE i dag, søndag 5. april, og i Morsø Folkeblads Ugeavis i morgen, mandag 6. april.

”Nykøbing og Mors blev i modsætning til eksempelvis Aalborg og Thy ikke set som et strategisk vigtigt sted for den tyske værnemagt. Noget tyder på, at tyskerne i første omgang ikke engang fandt det nødvendigt at gøre morsingboerne opmærksom på, at Besættelsen havde fundet sted,” fortæller museumsdirektøren og fortsætter:

”I en artikel fra Morsø Avis efter Befrielsen kan man således læse, at de berømte ”Oprop”-flyveblade blev kastet fra tyske fly over naboområderne Salling og Thy, mens Mors blev forbigået.”

Han fortæller videre, at tyske soldater på landjorden stort set var fraværende på Mors de første par måneder af Besættelsen, selv om de jævnligt kom på besøg på øen: ”Bortset fra, at der ret hurtigt blev oprettet en tysk lyttepost med 10 mand på Salgjerhøj og siden i Sindbjerg Plantage, der skulle rapportere om engelske overflyvninger i Danmark, skulle man helt hen til sommeren, før en lille deling soldater rykkede ind i Nykøbing.”

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...