Den erfarne rejsearrangør Else Marie Larsen fra Nautrup udbyder ny privat en to-dages-tur til Aarhus

NYKØBING: Hun er en erfaren rejsearrangør fra andre sammenhænge, men nu forsøger Else Marie Larsen, Nautrup, sig med privat at arrangere en tur til Aarhus for morsing- og sallingboer samt skibonitter m.fl., der har lyst til at se Susanne Bier og Thomas Helmigs ny musical ”Den skallede frisør” i Musikhuset.

Udover denne oplevelse byder turen også på mad i Timm Vladimirs køkken, overnatning på Hotel Radisson Blue og næste dag besøg på Dokk1 på havnen, før næsen igen sættes mod nordvest.

Det foregår lørdag-søndag 16.-17. maj, og man kan stige på bussen i Nykøbing Mors, Roslev og Skive.

Ved ankomsten til Aarhus kører man direkte til Timm Vladimirs køkken, hvor der er bestilt en tre-retters-menu med hjemmebrygget øl, vin eller limonade.

Så gælder det forestillingen, som i rollerne bl.a. har Bodil Jørgensen, Niels Olsen og Silas Holst.

I foromtalen hedder det om musicalen, at Ida er frisør. Hun har mistet alt sit hår efter kemo, og hendes mand Leif er hende utro med én fra arbejdet. Philip er direktør og har mistet sin kone ved en ulykke og er sikker på, at hans liv er forbi. Benedikte, hans irriterende svigerinde, vil dog meget gerne frelse ham. Så det hele er lidt rodet, nu hvor de alle sammen skal til bryllup i Italien, hvor Philips søn Patrick og Idas datter Astrid skal giftes. Så begynder det hele for alvor.

Efter morgenmaden søndag er der guidet rundvisning på havnefronten, herunder til og på Dokk1, som er indrettet med bibliotek, borgerservice, medier, café, projektrum, sale, studieceller, legeplads m.v. Dokk1 er tegnet af Schmidt Hammer Lassen Architects og indgår i omdannelsen af inderhavnen i Aarhus fra industrihavn til byrum. Dokk1 er en del af det kommunale projekt Urban Mediaspace.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...