I maj var repræsentanter for Tjernobylforeningen i Bobruisk i Hviderusland, og søndag aften 21. juli ankom så bussen med årets børn:

- Vi så med egne øjne, at der er blevet større afstand mellem fattige og rige, og på den baggrund forstod vi, at i år er børnene udvalgt efter, at de mest omsorgssvigtede skulle af sted.

Sådan lød det fra Ruth Andersen, Sønderhå, formand for Tjernobylforeningen, da avisen dagen efter ankomsten var på besøg i Tjernobyllejren, der igen i år er etableret på Bulbjerghjemmet i Nørklit på Hannæs.

Med i bussen fra Bobruisk var 36 børn, fem ledere og to chauffører. Afgangen fra Bobruisk var fredag aften kl. 19.00 dansk tid, og første nat sov alle i bussen, mens de natten mellem lørdag og søndag sov på et motel i Polen kort før den tyske grænse. I alt havde bussen ved ankomsten kørt ca. 2050 km:

- Børnene er mellem otte og 12 år, men jeg synes, de ser mindre ud i den aldersgruppe, end de har gjort tidligere år, fortæller Ruth Andersen og tilføjer:

- Så nu skal de have tre uger med god mad og masser af kærlighed. Da de steg ud af bussen, gav vi dem alle et kram, og i morges blev de meget forbavset, da vi sagde, at de ville få mad seks gange om dagen. Det er de ikke vant til.

Næste år er der gået 25 år, siden Tjernobylforeningen første gang inviterede 36 syge eller socialt dårligt stillede børn fra Hviderusland på en tre-ugers-sommerferie i Danmark. Børnene lider under senfølger af atomkraftulykken på Tjernobylværket i Ukraine 26. april 1986, hvor udslippet blæste nordpå - Bobruisk ligger ca. 150 km nord for Tjernobyl.

- Vi har en rimelig økonomi i år, ikke mindst takket være 30.000 kr., som vi har fået af surfklubben NASA i Klitmøller. Det var en dejlig overraskelse. Dog har vi endnu ikke helt finansieringen af turen til Legoland i hus, fortalte Ruth Andersen videre:

- Til gengæld er vi lidt underbemandet på lejren i år, ikke mindst med mænd, idet tre, som havde lovet at være her en uge hver, har meldt fra i sidste øjeblik.

I den kommende tid frem til afgangen fra Bulbjerghjemmet fredag 9. august vil man rundt i Thy og Vester Hanherred samt på Mors, ja, i år sågar i Thyborøn, kunne møde de 36 børn samt de medfølgende voksne og repræsentanter for Tjernobylforeningen i deres markante blå trøjer.

Thyborøn-besøget er altså ikke prøvet før:

- Men vi har været så heldige, at færgeselskabet har sponseret overfarten, ligesom vi har fået gratis entré til Kystcentret og Sneglehuset, og så inviterer menighedsrådet os på mad. Ja, når vi så er tilbage i Agger, er vi blevet inviteret på is hos Lone Mark og Peter Sørensen i Vesterhavshytten, fortalte Ruth Andersen.

Da ni repræsentanter fra Tjernobylforeningen i maj var på besøg i Bobruisk, var en af deltagerne Irina Enneman, Års, som tolker på lejren, og som selv oprindelig er fra Bobruisk:

- Jeg har ikke været barn på lejren, men jeg læste om børnene, der kom på ferie i Danmark i den lokale avis, og på den måde fattede jeg interesse for Danmark og flyttede hertil for små 10 år siden, fortalte hun mandag. Hjemme i Bobruisk var hun journalist på den lokale avis, og hendes kontakter fik danskerne glæde af ved besøget, fortalte Ruth Andersen:

- Vi var både i avisen og på tv, så man kan sige, at vores blå trøjer nu er lige så kendt i Bobruisk, som de er her, lød det.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...