indsamling: Landsdækkende for første gang

Søndag den 8. september lyder startskuddet til Scleroseforeningens årlige indsamling. En indsamling, der for første gang er landsdækkende, og hvor tusindvis af frivillige samler ind til forskning i sclerose i alle landets byer – også her på Mors er der mange, der har meldt sig som indsamler – men vi kan bruge mange flere. Scleroseforeningen afholder landsindsamlingen for at samle penge ind til forskning i sclerose og dermed komme nærmere en verden uden sygdommen. Scleroseforeningen finansierer nemlig en stor del af den danske scleroseforskning, og det er den forskning, vi støtter med indsamlingen. Cirka 16.000 danskere lever med sclerose, og hvert år får ca. 650 stillet diagnosen.

Sclerose er en kronisk sygdom, som angriber centralnervesystemet, og langt de fleste får diagnosen i alderen 20-40 år. For nogle er sygdommen pludselig og aggressiv, for andre udvikler den sig langsomt og gradvist. Sclerose kan ikke helbredes, men forskningen gør hver dag fremskridt, og derfor gør hver en krone, der kommer ind i forbindelse med Scleroseindsamlingen, en kæmpe forskel.

Den 8. september går flere tusinde frivillige indsamlere fra dør-til-dør med indsamlingsbøtter for at spørge om et bidrag til den nødvendige forskning i sclerose. Enkelte steder kan man også møde indsamlere ved indkøbssteder, gågade og andre offentlige steder.

Har du lyst til at være en del af Scleroseindsamlingen og være med til at med at gøre en forskel for de 16.000 danskere, der lever med sclerose? Så meld dig som indsamler og vælg en indsamlingsrute lige her: www.sammenmodsclerose.dlk. Hvert eneste skridt tæller i kampen mod sclerose – og du behøver hverken at kunne gå hurtigt eller langt for at være med; det vigtigste er det bidrag den enkelte er med til at samle til et godt formål.

På Mors er det Anja Ritter Nielsen og Kirsten Fiil, der er teamet bag Scleroseindsamlingen.

- Vi har valgt at være indsamlingsledere på Mors da Anja har haft sclerose siden 2009 og Kirsten har en datter der ligeledes er sclerosepatient. Det at gøre en ekstra indsats for forskning i sclerose betyder rigtig meget for os. Det betyder meget at der bliver forsket i sygdommen, for kun på den måde kan der måske findes ud af hvad og hvordan sygdommen kan stoppes.

Vi vil hele dagen sidde klar på Frivilligcentret på Støberivej for at svare på eventuelle spørgsmål, være klar med kaffen, frugt og lidt sødet, når den enkelte indsamler kommer tilbage fra ruten.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...