BonBon Museum ved Svankjær i Thy har travlt fra maj til november

SVANKJÆR: Siden oktober 2009 har man kunnet smage på bolsjer og se på, hvordan de bliver fremstillet, i BonBon Museum på Hedegårdsvej 5 ved Svankjær i Thy.

Her driver ægteparret Manfred og Anita Müller museet.

I butikken kan man købe 132 forskellige bolsjer, som bliver produceret hver dag, efterhånden som de bliver solgt. Her kan man også se på, mens bolsjerne bliver til.

Ideen op stod ved et tilfælde, fortæller Anita Müller.

- Vi havde jo siden 1999 drevet stedet som Svankjær Lille Savværk med løvsavsarbejder og historien bag. På et tidspunkt spekulerede vi i, om vi ikke skulle lavet noget andet. Så vores søn Tobias gav os en dag et bolsjekogningsbegyndersæt. Det syntes vi var meget sjovt. Nu skal man vide, at Manfred og børnene er ekstreme samlere. De begynde at sætte sig ind i emnet, og en dag kom vores søn, der arbejder ved Lufthansa, hjem fra USA med nogle sukkerforme. Så tog det fart, fortæller Anita Müller.

I december 2017 nedbrændte ejendommen. Kun stuehuset blev bevaret, men det lille savværk og mange af de gamle bolsjedåser og plakater gik op i røg. Parret kunne have valgt at lade deres museum være fortid. Men de besluttede sig at genopbygge museet og starte på en frisk.

Parret stammer oprindeligt fra Gelsenkirchen i Tyskland og bosatte sig på stedet i 1998.

- Som medarbejder i en af kulminerne var han berettiget til at gå på pension som 50-årig. Men hvis de lukkede minen uden at anvise medarbejderne en plads i en anden mine, kunne de gå før. Manfred var 48 år, da han gik på pension, fortæller Anita Müller.

Hun har selv en fortid som kriminalkommissær hos politiet.

At parret er flyttet til Thy skyldes nærmest også politiet.

- Jeg var medlem af den internationale politivenskabsorganisation IPA. Herigennem kunne vi leje en ferielejlighed i Agger. Dér var vi i 1990 og 1991, og så var vi solgt, fortæller Anita Müller, der nu - lige som sin mand - er pensionist.

BonBon Museet er deres hobby, og priserne skræmmer ikke.

- Vi tager 25 kroner for en dåse med bolsjer. Vi skal jo passe på ikke at tjene for meget. Så bliver det modregnet i vores pensioner, siger Anita Müller.

Hun fortæller, at parret er langt fra færdige med at udvikle nye smagsvarianter.

- Vi har lavet små bolsjer med bacon, peber og løg. De 1700 dåser blev udsolgt på kort tid, fortæller hun.

Antallet af museets udstillede effekter i glasmontrene vokser hver dag.

- Vi får besøg af folk, der kommer med kasser af ting, de har fundet på loppemarkeder. Vi har bl.a. fået gamle bolsjedåser fra DDR, fortæller Anita Müller.

Butikkens største sællert er Thors Hammer, og bolsjerne kan næsten kun fås i butikken på Hedegårdsvej.

- Men vi har vikingemuseet Haithabu (Hedeby) ved Schleswig som kunde, fortæller Manfred Müller.

Museet har åbent hele året rundt, men højsæson er fra maj til november.

Museet er på facebook.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...