De laves fortsat på skandinavisk træmasse, men nu uden blegning, ligesom plastmembran og skruelåg laves af træolie

THISE: Nu har det økologiske Thise Mejeri i Salling besluttet sig for i fremtiden at tappe sin mælk i ny klimavenlige kartoner, der er lavet af træmasse fra Skandinavien og dermed skulle sikre en markant CO2-reduktion, fremgår det af en pressemeddelelse fra mejeriet. Også hidtil har kartonerne været lavet af skandinavisk træmasse, men i fremtiden er såvel yder- som inderside ubleget, og plastmembranen på yder- og indersiden baseres i fremtiden på træolie, udvundet af fyrretræer fra skandinaviske skove, fremgår det.

Med den nye fossilfri karton tager Thise Mejeri et vigtigt skridt frem mod en mere klimavenlig dagligdag, siger direktør Poul Pedersen og fortsætter:

- Vi er meget glade for, at vi i samarbejde med vores kartonleverandør, Elopak nu vil kunne sende en mælkekarton ud i handlen, som helt og holdent er baseret på fornybar og regionale kilder. I løbet af første halvår 2020 forventer vi, at hovedparten af mejeriets kartoner er udskiftet. Dermed kan forbrugere, som lægger Thise-, Änglamark-, Fakta 365- og Irmamælk i kurven se frem til en markant klimareduktion.

Poul Pedersen fortsætter:

- Det har i forbindelse med overgangen til at bruge de klimaforbedrende kartoner været vigtigt for os, at vi i rig udstrækning har kunnet bibeholde det karakteristiske Thise-design og -farvevalg på vores nye kartoner. Farvetonen er klart brunere og fremtræder hermed mere klimakorrekt. Alligevel er det lykkedes at bevare de kendte mælkesignalfarver sammen med det særlige Thise-design, som vi ved er værdsat af vores kunder.

Hos Coop siger Mathias Hvam, ansvarlig for cirkulær økonomi og emballage i Coop:

- Vi har med vores emballagestrategi forpligtet os til, at omstille vores emballager til bæredygtige løsninger. Thises nye kartoner er et vigtigt og stort skridt på denne rejse. Vi bruger rigtig mange mælkekartoner i Danmark. Derfor er det rigtig vigtigt, at vi ser på, hvordan de kan gøres mere miljøvenlige, og det er Thise nu lykkedes med.

Ifølge pressemeddelelsen reducerer den ny karton CO2-udledningen med 16 pct. i forhold til de hidtidige kartoner, og den reduktion kommer til at udgøre ca. 150 ton CO2 om året. Også skruelågene på Änglamark- og Fakta 365-kartonerne vil i løbet af foråret overgå til helt at blive fremstillet på basis af træolie, udvundet af fyrretræer fra skove i Skandinavien, fremgår det.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...