TJERNOBYLBØRN: Morsingbos dukker vakte stor glæde på sommerlejren

At kalde en dukke for en nødvendighed er måske en overdrivelse, men at en dukke kan være meget vigtig at have er der ingen tvivl om.

Årets hold af Tjernobylbørn er netop nu på tre ugers ferie i Thy, og som tidligere fortalt i Ugeavisen, har blandt andre Hanne Marie Jørgensen fra Hvidbjerg på Mors i tiden op til feriebesøget haft travlt med at kreere gaver til de 50 børn fra Hviderusland.

Hanne Marie Jørgensen havde indsamlet 50 dukker, og ydermere klædt dem alle på i hjemmegjort tøj, samtidig med, at hver enkelt dukke blev udstyret med sin egen sovepose.

Forleden havde Hanne Marie Jørgensen så glæden af at være med til at uddele de mange dukker til børnene på lejren i Thy.

Og det var en oplevelse, der sent bliver glemt.

- Det er børn af de allerfattigste familier, der er på ferie i Thy. Der var tolk med, og vi fik fortalt, at børnene i det daglige skal være glade, hvis de får et ordentligt måltid om ugen. Mange af deres forældre bruger størstedelen af pengene på vodka, og kærlighed får de ingenting af, fortæller Hanne Marie Jørgensen.

Hun noterede sig, at alle børnene var utroligt høflige og dannede. Når der var mad, stillede de af sig selv op i en pæn række.

Det var en stor glæde for Hanne Marie Jørgensen at opleve børnenes reaktion på de fine dukker.

- Da de så vores trailer med de mange dukker kredsede de straks om os, og de var rørende taknemmelige for at få en dukke hver. Også drengene.

De 50 feriebørn er alle under 12 år, og det var tydeligt for Hanne Marie Jørgensen, at de ikke er forvænt med ømhed og omsorg.

- Jeg var jo i højde med dem, fordi jeg sad på min rollator, og de ville så gerne have et kram og et kys på kinden. Især én lille pige ville ikke give slip på mig. Til sidst var jeg nødt til næsten at fjerne hendes hænder, fordi vi skulle hjem igen.

- Det var forbandet hårdt, fastslår Hanne Marie Jørgensen.

Hun er glad for den stærke oplevelse, og er bestemt ikke færdig med at hækle og strikke til fordel for dem, der har allermest brug for en opmuntring i tilværelsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...