310.000 kr. fra Elsass Fonden til Midtmors ParaSport

ØSTER JØLBY: Sidste år startede Midtmors ParaSport op og fik en fantastisk modtagelse og en finaleplads ved Danskernes Idrætspris 2019. Desværre kom Covid-19 i vejen for den videre træning for de skønne ParaSport-børn, ligesom pandemien har ødelagt og henlagt stort set alle aktiviteter i hele 2020, skriver foreningen i en pressemeddelelse.

- Vi har været meget afventende i forhold til at starte Midtmors ParaSport op igen, fordi børnene desværre er i risikogruppen. Heldigvis er forældre til børn med udfordringer og handicaps ikke lige sådan at slå ud af kurs og i stedet for at sidde tilbage,helt slået ud, har en af forældrene i Midtmors ParaSport brugt den ufrivillige pause på at undersøge mulighederne for at udvide Midtmors ParaSport, så vi nu også kan have EL-hockey på aktivitetsplanen. Han har lavet et kæmpestort arbejde i forhold til at undersøge fonde, andre klubber og hvilke stole vi skal indkøbe, hedder det i pressemeddelelsen.

Og nu er der så skrevet et nyt kapitel til historiebogen i Midtmors ParaSport. Elsass Fonden har nemlig bevilget 310.000 kr. til opstarten af El-hockey i Midtmors ParaSport.

- Det er den vildeste, bedste og mest fantastiske nyhed i Midtmors ParaSport, hedder det i pressemeddelelsen.

Elsass Fonden er en privat erhvervsdrivende fond, der arbejder for at øge livskvaliteten for mennesker med cerebral parese og deres pårørende. Fonden blev etableret i 1975 ved en gavedisposition fra Helene Elsass, der selv havde CP. Med stiftelsen af fonden ønskede hun at hjælpe andre med cerebral parese i så vidt et omfang som muligt.

- Vi er dybt taknemmelig over Elsass Fondens opbakning til vores projekt. Støtten kommer til at gøre en kæmpe forskel for vores ParaSport-børn og deres forældre. Med fornyet energi tager vi igen arbejdshandskerne på og begynder at søge flere fonde og bevillinger, så vi kan komme i mål med drømmen om EL-hockey i Midtmors ParaSport. Foruden Elsass Fonden har vi fået bevillinger og støtte fra mange dele af erhvervslivet både store og små. Fra Udviklingspuljen i Morsø Kommune er vi også blevet bevilget økonomisk støtte. Vi er dybt taknemmelige over alt den støtte og opbakning vi får med på vejen fra alle, vi møder skriver Midtmors ParaSport i pressemeddelelsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...