Initiativgruppe i Hurup har skaffet pengene og er i kontakt med kunstner Thomas Dambo, men afventer stadig godkendelser

HURUP: Der er en skovtrold på vej i Ashøje Plantage. Det fortæller John Jensen, Hurup, der er en af initiativtagerne i en privat gruppe:

- Trolden skal laves af den kendte trækunstner Thomas Dambo fra København, som efterhånden har fået stillet skovtrolde op mange steder, siger John Jensen, der også siden 1. klasse på Hurup Skole har været kendt som John Kyss - og fortsætter:

- Vi har skaffet pengene, vi har en aftale med Thomas Dambo, vi har fået lov af selskabet Ashøje Plantage, så vi er ved at være klar.

Endnu mangler dog godkendelse fra Skovfredningsnævnet, men da ejeren er indforstået, regner John Jensen med, at det falder på plads. Og så er Thomas Dambo klar til at gå i gang i ugerne 34-35:

- Skovtrolden skal stå på den lysning, der i forvejen er ryddet mellem søen og Hurupvej, og så skal der laves en handicapvenlig gangsti ind til pladsen, fortæller John Jensen.

Han siger, at det endnu ikke er afklaret, hvilken udformning eller størrelse skovtrolden får:

- Men vi har en ambition om, at den skal være ”Danmarks største”, når den rejses, siger han.

Initiativgruppen søger dog medbyggere af trolden og folk, som efterfølgende vil være med til at vedligeholde den. Derfor indbyder de nu til et informationsmøde i æ kyss’hal på Humavej 3 i Hurup, hvor til alle velkomne, og der bliver brug for alle hænder, siger John Jensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...