Søndag eftermiddag 13. oktober er der igen skaldyrscirkus i Nykøbing

NYKØBING: Søndag eftermiddag 13. oktober er der igen skaldyrscirkus i Nykøbing, hvor børn og barnlige sjæle kan opleve Limfjordens forunderlige liv. Skaldyrscirkus begyndte i fjor som en del af østers- og muslingepremieren, der i år finder sted i dagene 11.-13. oktober med en række arrangementer.

Dansk Skaldyrscenter står klar i teltet med rørebassiner, krabbevæddeløb og snak om dyrene fra Limfjorden i børnehøjde. Der vil være mulighed for at føle og røre ved skaldyr og lære mere om dyrene i Limfjorden og om fjordhaverne, fremgår det af en pressemeddelelse.

Børnene kan vælge deres egen krabbe og deltage i krabbevæddeløbet. Der er også mulighed for at røre ved en søstjerne og måske også få den på armen og få taget en vaskeægte søstjerneselfie. Der vil også være kreative aktiviteter, hvor man kan lave sin egen seje skaldyrsfigur eller designe et fint fjordsmykke eller lave flotte stearinlys i østersskaller. Der venter kort sagt børnefamilier og andre interesserede nogle skønne timer i selskab med Limfjordens stjerner.

- Det er en fornøjelse at kunne udvide vores aktiviteter til børnefamilierne, for vi vil være en skaldyrshovedstad med oplevelser for både store og små. Det handler om at formidle gode historier om fjorden og skaldyr og give folk lyst til at smage vores skaldyr. Østers- og muslingepremieren er en begivenhed med mange stærke samarbejder, som jeg er stolt af, fortæller Hans Ejner Bertelsen, borgmester (V) i Morsø Kommune.

Skaldyrene er også stjerner i Morfar Muslings Skaldyrscirkus. Hver time er der et lille show med små sjove cirkusnumre og syng-med-venlige-sange om skaldyr. Morfar Musling har nemlig altid ønsket sig et cirkus, og nu har han fået det. Showets hovedpersoner vil bare ikke altid det samme som ham - f.eks. når han forsøger at lære en vandmand at give buksevand. Det bliver helt sikkert en oplevelse ud over det sædvanlige med grin for både små og store.

Det koster 25 kr. pr. person og 100 kr. for en hel familie at komme ind i teltet til skaldyrscirkus. Der kan købes små retter med skaldyr i børnehøjde som moules frites, friterede østers samt kage, juice, kaffe og te.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...