kontaktlinser: Lokal optiker råder om mulighederne

Briller og sport er ikke altid den bedste kombination, det kan de fleste brillebrugere sikkert skrive under på. Men der er rent faktisk et alternativ – udover blot at lade brillerne ligge i omklædningsrummet, hvilket for de færreste er god løsning.

- Der er lidt en tendens til at tro, at man enten bruger briller eller kontaktlinser – men faktisk så er ”både og” for mange en langt bedre løsning, de fleste tænker det bare ikke som en mulighed, forklarer Heidi og Klaus fra Kongsted Optik, der gerne vil slå et slag for, at flere brillebrugere overvejer kontaktlinser: - Ikke permanent, men blot som et supplement fx ved sportsaktiviteter. Det kan man nemlig sagtens, lyder det fra optikerne i Kongsted Optik på Lilletorv i Nykøbing.

Ifølge Heidi og Klaus kan langt de fleste brillebrugere, der dyrker sport, have gavn af kontaktlinser som supplement til brillerne:

- Der er selvfølgelig nogle sportsgrene, hvor kontaktlinser umiddelbart virker som et mere oplagt valg. Her tænker jeg fx på kontaktsport, hvor man risikerer slag mod hovedet, eller ved boldspil, hvor der er risiko for at få en bold i hovedet, så ens briller går i stykker eller bliver slået skæve. Men også folk der løber, spiller golf, ror kajak , kører på mountainbike – ja mere eller mindre alle former for fysisk aktivitet – vil opnå fordele ved kontaktlinser.

- Et bedre syn og dermed mulighed for bedre præstationer! Kontaktlinser giver er større synsfelt end briller, og det forbedrer ens perifere syn. Man slipper for den blinde vinkel, der opstår, når brillestellet ”spærrer” for udsynet i siderne, så man fx overser en gren, når man løber eller kører på mountainbike i skoven.

Derudover er kontaktlinser ofte også mere behagelige at have på ifm. sportsaktiviteter:

- Vores kunder er ofte irriterede over, at deres briller nærmest hopper op og ned på næsen, når de dyrker sport. Hvis man hele tiden føler, at ens briller er ved at falde af, hæmmer det ens bevægelser. Her kan kontaktlinser give en meget større bevægelsesfrihed, der medfører, at man også slipper for irriterende situationer med våde eller duggede brilleglas, hvilket ellers er svært at undgå, hvis man dyrker vandsport som fx kajakroning.

- Mangeårige brillebrugere har ofte en forestilling om, at det er besværligt at bruge kontaktlinser. Men der sket så meget på kontaktlinseområdet i løbet af de seneste år, og det er blevet rigtig nemt at være kontaktlinsebruger. Der er slet ikke samme ”bøvl” som i gamle dage med hygiejne og rensning, og i dag foretrækker rigtig mange 1-dagslinser, som man blot smider ud efter brug. Typisk er det også den type linse, jeg anbefaler til sportsbrug, da de er nemme lige at have med i sportstasken, slutter optikerne på Lilletorv.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...