Alt skal være økologisk, man skal passe sin gårdhave ordentligt, og man skal høste rettidigt - løg, læggekartofler og redskaber stilles til rådighed

TØDSØ: Morsø Landbrugsskole - Nordic Food College under EUC Nordvest - i Tødsø tilbyder for tredje år i træk lokalbefolkningen, at man kvit og frit kan få råderet over en af skolens gårdhaver til brug for dyrkning af økologiske afgrøder. Så trænger man til at komme mere ud i den friske luft, kan man lide at få jord under neglene, og drømmer man om at kunne høste økologiske råvarer af egen avl, så er det nu, man kan skrive sig op til en af de attraktive gårdhaver.

Landbrugsskolen begynder nu arbejdet med at klargøre gårdhaverne, og planen er, at de skal være klar til ibrugtagning inden udgangen af april.

- Vores eneste krav er, at alt skal være økologisk, at man passer sin gårdhave ordentligt, og at man høster sine afgrøder rettidigt. Vi klargør jorden og har på forhånd lagt både løg og læggekartofler, så der er til en start. Og de nødvendige redskaber stiller vi også til rådighed, siger forstander og uddannelseschef Jonas Lundgren Bach Korsgaard.

Interessen for at få en gratis gårdhave har været fin i de foreløbig to år, tilbuddet har eksisteret. Om covid-19-situationen får efterspørgslen til at stige yderligere, ved man af gode grunde endnu ikke, men Jonas Lundgren Bach Korsgaard fortæller, at skolen er klar til at udvide antallet af gårdhaver, hvis efterspørgslen er til det.

Gårdhavesæsonen skydes normalt i gang med et fælles opstartsmøde, hvor brugerne får lidt praktisk information om, hvordan man gebærder sig som gårdhave-indehaver, og hvilke normer og regelsæt der skal følges.

- I år kan det være, at vi kommer til at gøre det en smule anderledes. Det er jo svært at forudsige, hvordan covid-19-situationen udvikler sig. Men er det ikke muligt at afholde fælles opstartsmøde face-to-face, så finder vi en anden løsning i form af skriftlig og eventuel virtuel kommunikation. Det skal vi nok få løst. I første omgang handler det om, at alle interesserede får meldt sig på banen, så vi kan få et overblik over, hvor mange gårdhaver, vi skal have klargjort, siger Jonas Lundgren Bach Korsgaard.

Ønsker man at lægge billet ind på en gratis gårdhave, kan man tilmelde sig via ansøgningsformularen på Morsø Landbrugsskoles hjemmeside. Tilmeldingsfristen er tirsdag 7. april.

W

eucnordvest.dk/landbrug

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...