Nemlig hjemme privat hos Helle Pedersen i Stenbjerg, der vandt en facebookkonkurrence

STENBJERG: Grøn Koncert er jo, som de fleste ved aflyst på grund af coronakrisen, og i stedet spilles der over 100 mindre gratiskoncerter over hele landet under Grønnere Grøn.

Der var bl.a. en-konkurrence på facebook, som Helle Pedersen i Stenbjerg tænkte, hun da godt kunne deltage i. Som sagt, så gjort. Pludselig ringede hendes telefon, og hun fik at vide, at hun havde vundet en koncert, som skulle holdes hjemme hos hende selv:

- Det eneste, jeg skulle sørge for, var pladsen, strøm til instrumenterne og stole, publikum kunne sidde på. Og selvfølgelig at alle restriktioner under coronaen skulle overholdes. Det var slet ikke et problem, da der er masser af plads på gårdspladsen, så publikum kunne holde den fornødne afstand til hinanden, fortæller Helle Pedersen og fortsætter:

- Fra jeg blev ringet op, havde jeg en uge til at få de ting på plads siger. Koncerten skulle nemlig løbe af stabelen lørdag 25. juli kl. 14.30. Som solist ville det blive Cecilia Engelbrecht Heick og hendes pianist Thomas Clausen.

Helle Pedersen skulle selv sørge for at få publikum, men det var nu ikke så svært , siger hun:

- Jeg kontaktede flere, og de sagde med det samme ja tak. Flere ringede, efter at de var blevet inviteret for at spørge, om de godt måtte tage flere med. Så lynhurtig var der 60, som gerne ville overvære koncerten.

Cecilia Engelbrecht Heick er en stor fortolker af Tove Ditlevsens sange, og dem fremførte hun flere af i smukkeste stil til smuk musik fra Thomas Clausens og hans piano. Efter en halv time var der pause, hvor der var kaffe, te, brød og kolde drikke til publikum.

Efter pausen fremførte Cecilia nogle af hendes egne sange, hvoraf kan nævnes ”Spring is promise of fall” og ”Jeg glemte at sove i nat”. Derudover præsenterede Cecilia Engelbrecht Heick også publikum for nogle PH-viser. Efter godt en halv times sang og musik efter pausen sluttede koncerten.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...