Flere har udtrykt ønske om at få børn og venner, der bor uden for øen, med, fortæller teaterleder Gitta Malling

NYKØBING: Limfjordsteatret starter det ny år med at slå dørene op for en rundvisning på søndag formiddag 12. januar i det endnu ny teaterhus på Limfjordsvej i Nykøbing:

- Vi har valgt at inddrage en søndag, så folk, der har svært ved at nå det på hverdage, også kan få chancen. Vi hører fra en del, som gerne vil have børn eller venner, der bor uden for øen, med, så de får en mulighed her, siger teaterleder Gitta Malling.

Interessen for det nye teaterhus på Mors er fortsat stor, fortæller hun, og det kniber ind imellem at følge med til alle de forespørgsler om rundvisninger, der kommer fra foreninger, klubber og kredse. Derfor er der planlagt tre offentlige rundvisninger i den aktuelle teatersæson, som man kan tilmelde sig som privatpersoner. Den første blev afholdt i oktober, den næste søndag formiddag - og den tredje i marts som en mulig optakt til forestillingen ”Kunsten at dø”.

Billetter til rundvisningerne kan reserveres på Limfjordsteatrets hjemmeside: www.limfjordsteatret.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...