mobilt: Ordensmagten på Kirketorvet

Den 7. december kommer den mobile politistation til Kirketorvet i Nykøbing Mors, hvor du kan få gode råd til, hvordan du kan sikre din bolig og forebygge indbrud. Bag initiativet står Midt- og Vestjyllands Politi i samarbejde med Bo trygt, der består af Realdania, TrygFonden, Bolius og Det Kriminalpræventive Råd.

Det er en ubehagelig og utryg oplevelse at komme hjem til en gennemrodet bolig. Derfor vil politiet og Bo trygt hjælpe borgerne i Nykøbing Mors og omegn med tips til at holde tyvene ude af deres kvarter.

I den mobile politistation kan du møde det lokale politi og en sikringsekspert fra Bo trygt. De kan bl.a. fortælle, hvordan man indbrudssikrer sine døre og vinduer, hvordan Nabohjælp kan medvirke til at forebygge indbrud i kvarteret, og hvad man som borger kan gøre for at hjælpe politiet i både forebyggelsen og opklaringen af indbrud i private hjem.

- Vi nærmer os julen, og vi ved, at der i ferieperioderne er højsæson for indbrud i Danmark, da mange boliger står tomme. Og nu, hvor vi går ind i de mørke vintermåneder, ligger mange boliger hen i mørke i mange timer. Der er heldigvis meget, vi selv kan gøre for at forebygge indbrud i vores bolig, når vi ved, hvor og hvordan vi skal sætte ind. Jeg håber derfor, at borgerne vil benytte muligheden for at få nogle gode råd til at forebygge indbrud, når vores mobile politistation kommer til Nykøbing Mors, siger Luna Willadsen, projektleder i Midt- og Vestjyllands Politi.

Indbrud øger utrygheden og forringer livskvaliteten

Der er al mulig grund til at sætte fokus på indbrudsforebyggelse, da der i Danmark sker tre gange så mange indbrud i private hjem som i vores nabolande. Derudover påvirker indbrud danskernes tryghed og livskvalitet i en negativ retning.

Har du ikke mulighed for at komme forbi den mobile politistation, kan du stadig tilmelde dig Nabohjælp på www.nabohjælp.dk, eller læse mere om Bo trygt og bestille et gratis indbrudstjek på www.botrygt.dk.

Den mobile politistations besøg i Nykøbing Mors finder sted på:

• Kirketovet (mellem Algade og Kirkegade), 7900 Nykøbing Mors kl. 17-21.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...