Pirater indtog forleden Ørding, men det var heldigvis den fredelige slags.

Det var nemlig de 30 børn i Ørding børnehus, der havde støvet træbenene af i anledning af, at børnehuset inviterede til en rigtig sørøverfest. Begivenheden markerede, at huset har fået tildelt en nabogrund og en fin træbåd. Og splitte mine bramsejl - det blev fejret med børnenes familier.

Alle børnene marcherede som de sejeste pirater for fuld sang om til båden. Her stod gæsterne og ventede i spænding. Da alle var kommet ombord læste Ørding Børnehus’ leder Tanja Haugstrup historien om piraterne fra de syv have. Alle sang så sangen om sørøverkongen Jonathan, og dernæst løb samtlige børn om i sandkassen, for nu skulle der graves guld, som efterfølgende blev til den fineste guldmedalje. Hele seancen sluttede med lækre kager bagt, af forældrene.

Op til sørøverfesten havde børnene lavet fine skattekister, piratbåde, papegøjer, skattekort, hajer, bandanaer, bælter og sværd.

- Vi har klippet i T-shirts, gået planken ud, fået malet klap for øjet, kæmpet, spist piratgryde, drukket rom, fundet skatte, hejst piratflag og nu ses der også en finne fra en haj ved båden. Vi har leget med det gennem et stykke tid, og vi har set tydelige tegn på, at børnene har nydt det, siger Tanja Haugstrup.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...