Voksede selv op på Mors, og hans farbror var mejeribestyrer i Doverodde

DOVERODDE: Torsdag aften 7. november inviterer Doverodde Købmandsgårds Venner til liveforedrag i købmandsgården om udviklingen i landbokulturen gennem de seneste 150 år. Foredragsholder er professor emeritus Ove Korsgaard, som voksede op på Hvidbjerggård på Mors. Hans far var sognerådsformand i sognekommunen Karby, Hvidbjerg og Redsted, og i øvrigt var hans farbror mejeribestyrer i Doverodde. Menighedsrådene for Boddum, Ydby og Heltborg er medarrangører.

Ove Korsgaard blev født 1942, gik ud af skolen efter 7. klasse og kom ud at tjene på forskellige gårde, var så på landbrugsskole og højskole - og besluttede sig for en anden livsbane end landbruget. Han blev lærer fra Den Frie Lærerskole i Ollerup og var efterfølgende lærer og senere forstander på Gerlev Idrætshøjskole. Endnu senere blev han professor i pædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) - i dag en del af Aarhus Universitet. Ove Korsgaard er forfatter til en lang række bøger om den danske og nordiske kulturhistorie, bl.a. ”Solskin for det sorte muld - Om slægt og folk”, som er udgangspunkt for foredraget, og senest ”Grundtvig rundt - en guide”.

Foredragsholderens udgangspunkt er, at i tid er landbokulturen tæt på nutiden, men i mentalitet synes den at tilhøre en fjern fortid. Det afføder spørgsmålene: Er landbokulturen et tilbagelagt stadium? Eller rummede den værdier, dyder og praksisser, der har betydning i nutidig sammenhæng?

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...