Hovedkraften er blevet lagt på efteruddannelse af kunderådgiverne

Vi besøger ikke længere vores pengeinstitut så ofte. Når vi endelig træder fysisk ind over dørtærsklen skal oplevelsen derfor helst være god. Det er filosofien bag den nyindretning og efteruddannelse, Spar Nord har gennemført, og som afdelingen i Nykøbing er en af de første til at kunne præsentere. Her er afdelingsdirektør Gunner R. Jensen og kunderådgiver Arne Søndergaard glade for at kunne byde indenfor i lokalerne på Kirketorvet, som i fordums tid husede Morsø Sparekassen og efter det i en kortere årrække Fjordbank Mors.

- I dag kan kunderne klare mange af tingene hjemmefra, og ellers har vi vores nye automat i vindfanget, som man kan betjene sig af, og som vi i åbningstiden altid har personale klar til at assistere kunderne med, fortæller Gunner R. Jensen. Han fastslår, at det skal være en værdiskabende oplevelse at træde ind i Spar Nord Nykøbing.

Hvad angår de fysiske rammer, er der kommet nye billeder på væggene. Billederne er i blå, røde og hvide nuancer, og indimellem motiver af natur og landskab, finder man billeder med et enkelt bogstav. Følger man malerierne hele vejen rundt, vil man kunne stave sig frem til Spar Nord. Kunderne har også fået mulighed for at betjene sig af en drikkevarebod, ligesom der er opstillet små borde med grønne planter.

- Det skal være en femstjernet oplevelse at komme herind, siger Arne Søndergaard.

Men hovedkraften er blevet lagt på efteruddannelse af kunderådgiverne, der alle som en på Kirketorvet 1 har været afsted for at lære mere indenfor de tre områder pension, bolig og investering

- Vi tror meget på den personlige rådgivning, og derfor satser vi på kompetenceudvikling, fortæller Gunner R. Jensen, mens Arne Søndergaard supplerer: - Som kunde i Spar Nord kan man også via Spar Nord Fondens donationer til forskellige formål i lokalområdet se os være aktivt til stede og bidrage.

- Alt det, man tidligere kunne få foretaget ved kassen, kan man klare i automaten i vindfanget nu. Har man brug for hjælp, går man bare ind og henter en af os, siger Gunner R. Jensen.

Han og Arne Søndergaard kan hurtigt blive enige om fire begreber, der er vigtige i god bankrådgivning: Nærvær, ambitiøsitet, kompetence og ordentlighed.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...