Den Jyske Opera er på turné med Tjajskovskijs ”Eugen Onegin”

SKIVE: Lørdag aften 30. november er der mulighed for at få en operaoplevelse af særlig karakter, når Den Jyske Opera besøger Kultur Center Limfjord med Skive Teaterkreds som lokal arrangør i samarbejde med teaterforeningerne eller kredsene i Thisted, Morsø, Lemvig, Viborg og Holstebro kommuner. Besøget gælder Pjotr Tjajkovskijs populære ”Eugen Onegin”.

- ”Eugen Onegin” kan betragtes som kærlighedsoperaen over alle kærlighedsoperaer. Aldrig før eller siden har den menneskelige kærlighedskarakter med herlighed og tungsind været mere romantisk fremstillet end i denne operaversion, som bygger på Pusjkins berømte roman skrevet på vers.

Operaen synges på russisk, og der vises danske undertekster gennem hele forestillingen. Det er Aalborg Symfoniorkester som står for den musikalske ledsagelse ved forestillingen i Skive, fortæller Ove Jensen fra Skive Teaterkreds.

Blandt de medvirkende i Skive nævnes især Leif Jane Ølberg, Dimitrij Basjkirov, Tanja Kuhn og Johanne Højlund samt Den Jyske Operas kor. Forestillingen havde premiere i Odense 9. oktober og er nu på turné, som slutters med forestillingen i Skive.

Billetter kan købes via hjemmesiderne: www.billetten.dk og www.skiveteaterkreds.dk

Formanden for Morsø Teaterkreds, Jørgen Bruun Christensen, oplyser, at det også er muligt at købe billetter via www.morsoeteaterkreds.dk

Når der købes billetter, er det også muligt at reservere plads i en bus, der kører fra Morsø Teater og at tilkøbe buffet i KCL. Der er endvidere gratis introduktion til forestillingen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...