Fur Museum inviterer til først foredrag og derefter guidet fisketur med Arved Michelson

FUR: Der er guidet fisketur med Arved Michelson som instruktør lørdag 26. oktober - og forud et foredrag under titlen ”Limfjordens blanke sølv - havørreden” på Fur Museum torsdag aften 24. oktober, hvor der blandt deltagerne trækkes lod om en gratis billet til fisketuren. Begge arrangementer står Museum Salling, Fur Museum og Skive Bibliotek bag, og Arved Michelson, der har sommerhus på Fur, er instruktør i Danmarks Sportsfisker Forbund og certificeret lystfiskerguide på Fur:

- Han kender Limfjorden rigtig godt og fortæller om havørredens færden i fjorden og om fangstmetoder, ligesom han giver deltagerne inspiration til at planlægge deres næste fisketure efter havørred, siger museumsinspektør John Bech Bertelsen og fortsætter:

- Arved kender Furs kyster bedre end de fleste, og han deler med glæde sin store viden om fiskeriet. Formålet med foredraget er at give inspiration til nybegyndere inden for havørredfiskeri i Limfjorden. Man skal altså ikke være inkarneret lystfisker for at deltage ved foredraget. Alle, der vil vide mere om en af Furs herlighedsværdier, er velkomne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...