Der venter et brag af en nytårskoncert, når Aalborg Symfoniorkester gæster Mors fredag aften den 11. januar i Morsø Teater. Som altid er både sal og foyer flot pyntet af folkene på Sallingsund Færgekro.

Koncerten, som Morsø Teaterkreds arrangerer, forventes at vare godt to timer inklusive pause.

I år står Henrik Vagn Christensen i spidsen for ”vort” symfoniorkester, der tæller omkring 60 musikere af bedste kvalitet.

Henrik Vagn Christensen er en alsidig dirigent med et repertoire, der spænder over en bred kam af kunstarter og genrer: Symfonier, ny musik, opera, operette og musicals og ballet. Henrik anses som sin generations førende danske balletdirigent og har været tilknyttet Det Kgl. Teater fra 1996–2012 og fra 2013 New York City Ballet. I 2019 får Henrik Vagn Christensen sin debut på Deutsche Oper/Staatsballett Berlin.

Med sig har han som koncertmester Veselin Demirev og solisterne er Tuva Semmingsen, mezzosopran, og Joachim Knop, baryton og konferencier.

Tuva Semmingsen er født i Norge og uddannet på Norges Musikhøjskole hos professor Ingrid Bjoner og på Operaakademiet i København hos professor Kirsten Buhl Møller. Hun debuterede på Det Kongelige Teater i 1999 i rollen som Cherubino i Mozarts Figaros bryllup. Siden har Tuva Semmingsen sunget Sextus i Händels Julius Cæsar, Rosina i Rossinis Barbereren i Sevilla og mange flere. Man kan også høre Tuva Semmingsen synge Händel med Baroksolistene i Lars von Triers film Antichrist.

Joachim Knop har med sin karismatiske udstråling og sit store skuespiltalent slået sit navn fast i alle kroge af Danmark. Han favner bredt – fra operaens store klassiske roller, musicals til alsidige roller i danske film. Joachim Knop afsluttede sin uddannelse som operasanger i 2000 på Operaakademiet i København, og han debuterede i 1991 i sin første spillefilm Drengene fra Skt. Petri. Siden er det blevet til ikke mindre end 18 film, hvor rollerne i Min søsters børn og Anja og Viktor er blandt de allermest populære. Som operasanger har Joachim ligeledes slået sit navn fast og har gennem årene kunne opleves i Turandot, La Bohème, Don Giovanni, Tryllefløjten og mange flere.

Repertoiret er et af de mest vidtspændende og det omfatter både musik fra operaer, operetter, musicals og selvstændige musiknumre. Der er komponister som Mozart, Händel, Carl Nielsen, Knudaage Riisager, Sven Gyldmark, Bent Fabricius-Bjerre og mange andre repræsenteret ved årets nytårskoncert. Der bliver absolut meget at glæde sig til og her skal ikke afsløres alt. Der skal jo også være plads til overraskelser i en nytårskoncert, fortæller formanden for Mors Teaterkreds, Jørgen Bruun Christensen.

Han minder om, at der kan bestilles natmad ved Sallingsund Færgekro, og at der stadig er billetter til koncerten.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...