Begynder onsdag aften 30. oktober med ”Det gode historie” ved forfatter Nis Boesdal

MORS: Nu byder Morsø Landboseniorklub velkommen til sin 22. vintersæsonen. Aktiviteterne kræver medlemskab, og tilmelding til aktiviteterne skal ske til receptionen hos Landbo Limfjord i Skive senest om mandagen forud for et arrangementet. Som medlemmer optages alle interesserede - uanset tidligere erhverv, fortæller sekretær Jens Hansen.

Det ny sæsonprogram byder på fire foredragsaftener på restaurant t’bords i Nykøbing, og det starter onsdag aften 30. oktober med ”Den gode historie” ved forfatter og mangeårig tv-medarbejder Nis Boesdal. Han har udgivet over 50 bøger, og han startede 1985 ”Koks i Komakassen”, ligesom han har været vært i ”Go’ Danmark”, ”Giro 413”, ”Musikalske eventyr”, ”Hvem, hvad og hvor i Danmark” og ”Formiddag med Nis Boesdal”.

Onsdag aften 15. januar gælder det foredraget ”Min bedstemor og andre fyrtårne” ved højskoleforstander Carsten Holvad, Rude Strand, efter generalforsamlingen onsdag aften 11. marts underholder den kendte danske countrymusiker Ole Lindskov med musik, sang og fortællinger, og endelig er der foredrag onsdag aften 15. april med tidligere højskoleforstander og DR-medarbejder Erik Lindsø under overskriften ”Livet er i det mindste en historie værd”.

Onsdag aften 5. februar er der så rejseaften på t’bords om Nordportugal, hvortil klubbens udlandstur går 10.-17. september, ved Christian Mols fra Mols Rejser, og onsdag aften 19. februar drager klubben på virksomhedsbesøg på Thisted Bryghus.

Endelig holder klubben torsdag aften 5. december sin traditionsrige julefrokost på Gullerup Strand Kro.

På onsdage i ulige uger mødes klubmedlemmer til bowling om eftermiddagen på Bowl’n’Fun i Thisted. Hver gang sluttes der af med kaffe og socialt samvær.

I efteråret har klubben afviklet en succesrig syv-dagens-udlandstur til Pelloponnes i Grækenland, og der har også været holdt høstfest på Feggesund Færgekro.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...