Reron A/S er Succesvirksomhed 2019

NYKØBING: Nykøbing Mors-virksomheden Reron A/S har netop fået overrakt erhvervsprisen Succesvirksomhed 2019.

Virksomheden klarer sig bedst blandt ca. 36.500 virksomheder i Region Nordjylland.

Spar Nord og BDO har fundet de 200 virksomheder i Region Nordjylland, som over en femårig periode har haft størst succes målt på en række finansielle nøgletal. De 200 virksomheder får tildelt den nystiftede erhvervspris Succesvirksomhed 2019, der fremover hvert år skal uddeles til de i alt 1.000 virksomheder - 200 for hver af landets fem regioner - der leverer de mest overbevisende finansielle resultater.

En af de nykårede vindere er Reron A/S i Nykøbing Mors, som er en entreprenørvirksomhed inden for nedgravning af fiber og lyslederkabel:

- Vi er meget stolte af at modtage Succesvirksomhedsprisen 2019. Den er nemlig et bevis på, at vi har haft en stabil og god vækst. Men ingen succes uden dygtige medarbejdere, og derfor deler vi i høj grad prisen med vores arbejdsomme og loyale personale, der hver dag leverer et godt stykke arbejde, siger en glad direktør René Lynggaard fra Reron A/S.

Reron beskæftiger i dag godt 85 medarbejdere på Harrehøjvej 10 i Nykøbing Mors. Reron har netop fået overrakt prisen af repræsentanter fra Spar Nord og BDO, der består af en Succesvirksomhed-statuette og et diplom.

Formålet med prisen er at hylde de mindre og mellemstore virksomheder i dansk erhvervsliv, som leverer et særligt bidrag til vækst og velstand i lokalområderne, og som mestrer det lange seje træk. Det er typisk virksomheder, som ikke nødvendigvis får opmærksomhed med innovative produkter, storstilede eksporteventyr eller kortvarige og lodrette vækstrater, men som er hverdagens helte.

Senere på efteråret afholder Spar Nord og BDO en finale, hvor den absolut største succeshistorie i Region Nordjylland udpeges og fejres. Derudover uddeles tre særpriser til virksomheder, der har udmærket sig inden for bæredygtighed, jobskabelse og digital omstilling.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...