Morsø Turistbureau kan som noget nyt præsentere tre nye plakater, der viser øen fra dens mest stemningsfulde side.

Motiverne er hentet ved Feggeklit, ved Dråby Vig og i Legind Bjerge. Alle afspejler de en ro, der er karakteristisk for store dele af den unikke natur, som Mors er så rig på. Ophavsmanden til plakaterne er Lene Shannon.

- I forvejen sælger vi Lene Shannons kort med lokale motiver på bureauet, og de er meget populære. Jeg opfordrede Lene til at supplere med plakater, der prismæssigt er tilgængelige for et større publikum, og for købere, der gerne vil have et stykke karakteristisk ”Mors” hængende derhjemme, fortæller turistchef Bente Kristensen.

Resultatet er blevet tre plakater, der stemnings- og farvemæssigt er afstemt med hinanden.

- For mig udstråler de den ro og harmoni, jeg finder i naturen her og hos de dyr, jeg møder, når jeg færdes i skoven eller langs kysten. Ofte er det meget tidligt ved daggry, når alt vågner, eller om aftenen, når freden sænker sig, at disse øjeblikke kommer som en gave. Fårene i Legind Bjerge mødte jeg en meget tidlig og diset efterårsmorgen. Haflingerne i vigen nød den lange, lyse sommeraften, der stadig var svagt rosa efter solen, og skyerne over Feggeklit sejlede forbi, da jeg sad og lyttede til lyden af fjorden og det kogende vand til min morgenkaffe, der boblede i blikgryden over gasblusset ved stranden, fortæller Lene Shannon.

- Plakaterne kan f.eks. bruges som det gode minde fra ferien på vores ø.

De adskiller sig fra de masseproducerede genre-plakater ved at være kvalitetstryk i små oplag med hver sin historie. Og så fås de også færdigmonterede i solide egetræsrammer med refleksfrit glas. Se hele udvalget på Morsø Turistbureau, Havnen 4, Nykøbing Mors.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...