Anna-Marie Sloth har haft en del stillinger og vikariater på egnen, senest to et halvt år i Tilsted

THY-MORS: Søndag eftermiddag 2. februar er der gudstjeneste i Karby Kirke, hvor Anna-Marie Sloth, Krejbjerg, indsættes om ny sognepræst i Sydvestmors Pastorat i en halvtidsstilling og på overenskomst, oplyser provst Mette Moesgaard Jørgensen, Morsø Provsti.

Anna-Marie Sloth, der bliver boende i Krejbjerg, har i de senere år været ansat eller vikarieret i forskellige stillinger på egnen, senest siden august 2017 som vikar i Tilsted Sogn, men før den tid var hun sognepræst i Tømmerby-Lild Pastorat 2012-15 og vikar i pastoratet Sjørring, Thorsted, Skjoldborg og Kallerup 2016-17.

Hun voksede op på en gård ved Bedsted med efternavnet Godiksen, blev student fra Thisted Gymnasium 1982 og cand. theol. fra Aarhus Universitet 1992. Hendes første stilling var i fire år i Østjylland, og derefter var hun sognepræst og vikar i Himmerland i 15 år.

Om Tilsted oplyser Mette Moesgaard Jørgensen, der også er konstitueret provst i Thisted Provsti, at der snarest kommer et opslag til besættelse i juni for en ny provst i Thisted og sognepræst i Tilsted. Indtil da skal den stilling, Anna-Marie Sloth hidtil har vikarieret i, besættes med en ny vikar.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...