Nye tider er på vej i Nykøbing Mors Frikirke, som søndag 16. juni sagde tak for 17 gode år til præsteparret Laurids og Litzia Hjørnholm. På søndag 30. juni bydes ved gudstjenesten i Aagade 8 velkommen til frimenighedens nye præstepar.

Ved gudstjenesten indsættes Peter Haldimann Nielsen, der sammen med hustruen Nathalie Haldimann Nielsen er det nye præstepar i Nykøbing.

- Vi er så glade og taknemmelige for, at vi har fundet en ny præst, lyder det fra Birgitte Bundgaard, Nykøbing Mors Frikirke. Hendes mand, Poul-Henrik Carl bliver samme dag indsat som daglig leder i Nykøbing.

Her vil der retteligen være tale om en titel, der følger for længst startet praksis, idet det allerede i dag er Birgitte Bundgaard og Poul-Henrik Carl, der ér meget i huset, og på mange måder fungerer som bindeled.

Den nye frimenighedspræst kommer fra en stilling som præst ved Apostolsk Kirke, Lemvig Kristen Center, i Lemvig. Og han bliver der faktisk også. Menigheden i Lemvig har nemlig så få medlemmer, at han i nogen tid har været på udkik efter nye udfordringer.

Derfor falder tingene smukt i hak, når Peter Haldimann Nielsen fremover kan passe både Lemvig og Nykøbing frimenigheder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...