Bill’s flytter ind på 600 kvadratmeter i samme bygning som Danbo Møbler

NYKØBING: Det handler bl.a. om at gøre det mere interessant at gå i butikkerne, når Bill’s Kontorservice - der samtidig bliver til ”bare” Bill’s - og Danbo Møbler nu flytter sammen på Grønlandsvej 4-6 i Nykøbing Mors i den bygning, hvor Danbo Møbler har holdt til længe, men som for nogle år siden blev solgt til Thybographic - med Per Thomsen som indehaver - som også ejer Bill’s, der hidtil har ligget på Ringvejen.

Danbo Møbler, der ikke slækker på varesortimentet, men har indrettet sig lidt anderledes, holder som altid åbent første søndag i måneden - og således også 3. november, hvor der så til gengæld bydes på lidt godt til ganen, fortæller Merete Fruergaard, hvis far Per har drevet virksomheden i mange år:

- Vi udnytter pladsen lidt bedre end før, og så satser vi på at få flere besøgende i de to butikker tilsammen, siger Merete Fruergaard.

Bill’s åbner mandag morgen 4. november på de 600 kvadratmeter, som butikken nu har fået til rådighed, samtidig med at man udvider varesortimentet fra kontorservice til også at omfatte alle former for papirvarer til private og til fester m.v. Det er dobbelt så meget plads som hidtil, og det vil man gerne præsentere kunderne for ved en reception lørdag 9. november, fortæller sælger Kasper Bovbjerg, som bliver den, kunderne i det daglige møder i butikken:

- Vi kommer nu op på ca. 14.000 varenumre, fortæller han, som var i gang med indretningen, da avisen var på besøg tirsdag 29. oktober.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...