Sallingsundbroens fundament skal friskes op. Det kan give støjgener, men vil ikke påvirke skibsfarten

SALLINGSUND: Mens der arbejdes på fuldt tryk på Sallingsundbroens overside, forbereder bygherren, Vejdirektoratet, en renovering af bropillerne under broen for at forlænge betonkonstruktionens levetid. Arbejdet på vandet starter efter påske.

Broen skal på oversiden have ny belægning, ny fugtisolering, nye støjdæmpende fuger og nyt autoværn. Hvad bropillerne angår, er det det ydre lag, som skal udskiftes.

Isbryderne

- I daglig tale kalder kalder vi pillerne for ”isbryderne”. De er den betonkonstruktion ved vandoverfladen, der beskytter bropillerne mod isskruninger. Formålet med denne renovering er at forlænge levetiden på isbryderne, siger projektleder i Vejdirektoratet, Jørn Andreas Kristensen.

Arbejdet omfatter Sallingsundbroens 14 bropiller på vand. Isbrydernes yderste betonskal skal brydes ned, og i betonkonstruktionen skal der indbygges katodisk beskyttelse, der er et elektrisk system, som beskytter stålarmeringen mod at ruste. En ny betonskal skal støbes, og der skal udføres diverse betonreparationer på bropillerne.

Vinterpause

Arbejdet vil foregå til og med september. Herefter indstilles det og genoptages i april 2021. Renoveringen af bropillerne forventes afsluttet i oktober 2021.

I forbindelse med arbejderne vil der under Sallingsundbroen på Mors-siden blive etableret en arbejdsplads og en lille flydebro eller lignende, hvorfra transport til isbryderne vil foregå ved hjælp af flåder og mindre både.

Støj søges begrænset

- Vi forsøger i både planlægning og udførelse at tage så stort et hensyn til broens naboer som muligt. Derfor har vi stillet omfattende krav til entreprenøren, så arbejdets miljøpåvirkninger og gener begrænses. Arbejderne bliver udført lokalt omkring isbryderne, så sejlads i området vil ikke blive påvirket af vores arbejde. Sejlerne kan altså fortsat sejle under broen uden problemer, siger Jørn Andreas Kristensen.

Entreprenøren må kun udføre støjende arbejder på hverdage kl. 7-18 og lørdage kl. 7-14. Derudover tilstræbes det, at arbejderne tættest på land starter op, mens en stor del af danskerne er hjemme og endnu ikke har taget hul på de mange udendørsaktiviteter, som et varmere vejr fører med sig.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...