NORDJYSKE hædrer sammen med Morsø Kommune Årets Sportsnavn 2019 ved Frivilligfesten. Kampen står mellem BMX-kører Rikke Balle, ponyrytter Caroline Attermann og Nordvestmors’ fodboldmandskab

MORS: Hvem stod for den største sportspræstation på Mors i 2019?

Det er et spørgsmål, der ikke findes en formel for at afgøre, men NORDJYSKE Medier gør alligevel et forsøg, når vi i samarbejde med Morsø Kommune kårer Årets Sportsnavn på Mors 2019 i forbindelse med Frivilligfesten i Sparekassen Thy Arena Mors fredag 20. marts.

Prisen til Årets Sportsnavn er i sin tid indstiftet af det hedengangne Morsø Folkeblad, og nu bærer NORDJYSKE Thy-Mors faklen videre. En nedsat komite med repræsentanter fra Morsø Kommune og NORDJYSKE har kigget i bakspejlet, og vi er kommet frem til tre nominerede til prisen. De tre er i helt vilkårlig rækkefølge: BMX-kører Rikke Balle, ponyrytter Caroline Attermann og Nordvestmors’ bedste fodboldmandskab.

En af de tre nominerede bliver kåret som årets sportsnavn. Men der bliver også hæder til de to nominerende, som ikke får prisen. Således vil alle de tre nominerede blive præsenteret på scenen ved Frivilligfesten, og der er præmier fra NORDJYSKE til dem alle. Der er 2500 kroner til begge de to nominerende, som ikke får titlen, mens Årets Sportsnavn på Mors 2019 modtager 5000 kroner og en pokal.

Store præstationer

De tre nominerede til prisen har alle leveret store præstationer i 2019. Rikke Balle vandt sølv ved de nordiske mesterskaber i BMX, mens Caroline Attermann på ponyen Forrests Fame And Fortune vandt individuelt guld ved de nordiske mesterskaber for kategori 2-ponyer og tilmed bidrog til dansk guld for hold ved samme lejlighed. Endelig kan fodboldherrerne fra Nordvestmors se tilbage på en historisk præstation sidste år, da de rødblusede fra Øster Jølby for første gang nogensinde sikrede sig oprykning til serie 1. Samtidig er Nordvestmors nu øens førende fodboldklub på herresiden, da Morsø FC som bekendt er rykket ned i serie 2. Det er i sig selv lidt af en bedrift af landsbyklubben.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...