Ægteparret fra Stenbjerg drog rundt til de fjerneste nordiske egne for at finde ”den nordiske sjæl”, og det kom der 14 tv-udsendelser ud af

SOLBJERG: Onsdag aften 13. november indbyder menighedsrådene i Galtrup, Øster Jølby, Erslev og Solbjerg til sogneaften i Sognehuset i Solbjerg med Kai Hartmeyer, Stenbjerg, der især er kendt fra TV Midt-Vest, og overskriften er ”Norden rundt i 80 dage”, fortæller sognepræst Peter Østerby-Jørgensen. Han fortæller og viser klip fra tv-14 udsendelser.

For ”Norden rundt i 80 dage” var også titlen på en tv-serie i 14 afsnit, som han producerede for TV Midt-Vest sammen med sin kone Inge, da de to på jagt til fjerne egne i alle nordiske lande efter ”den nordiske sjæl”. Inspirationen kom fra den franske 1800-tals-forfatter Jules Vernes roman ”Jorden rundt i 80 dage”, og Inge og Kai Hartmeyer rapporterede fra Grønland, Island, Færøerne og Norge i nordvest over Finland i øst samt Åland og Sverige i det skandinaviske centrum til Danmark, der er forankret på kontinetet på en helt anden måde end de øvrige syv land, og det skete på baggrund af de nordiske ideer fra Foreningen Norden og det officielle nordiske samarbejde.

- Det var en rejse, hvor vi benyttede os af så mange forskellige befordringsmidler som muligt. Og vi kom virkelig ud i hjørnerne, bl.a. var vi på et polarkrydstogt med det gode skib ”Nordstjernen” omkring Svalbard, hvor guiderne bar våben, klar til at skyde, hvis vi skulle møde en aggressiv isbjørn, har Kai Hartmeyer fortalt til NORDJYSKE Medier.

Nærmere oplysning på pastoratets hjemmeside: www.4nordvestmors-kirker.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...