Efter torsdagens møde med biskopperne indstiller kirkeministeren til partierne, at man ikke går videre med spørgsmålet

THY-MORS: Beslutningen er ikke truffet endnu, men meget tyder på, at kirkerne - folkekirken og de øvrige kristne kirkesamfund - fortsat vil holde lukket hen over påsken, fremgår det af en pressemeddelelse fra Kirkeministeriet torsdag aften under overskriften ”Folkekirkens åbning bør følge resten af samfundet”.

Det fremgår, at på et møde torsdag mellem kirkeminister Joy Mogensen (S) og landets biskopper udtrykte et flertal af biskopperne, ”at folkekirken ønskede at stå last og brast med resten af samfundet også i forhold til genåbning”.

Det betyder, at kirkeministeren vil anbefale kirkeordførerne i Folketinget ikke at gå længere med overvejelserne om at åbne for kirkelige arrangementer i påsken.

Videre hedder det: ”Flere partiers kirkeordførere har beklaget, at kirken må holde lukket i kirkeårets største højtid. Derfor har regeringen overvejet mulighederne for begrænsede kirkelige arrangementer i påsken under hensyntagen til den sundhedsfaglige vejledning.”

Og pressemeddelelsen fortsætter: ”Det er fortsat sundhedsmyndighedernes vurdering, at det er vigtigt at nedbringe antallet af sociale kontakter, sikre behørig afstand mellem danskerne og øge effekten af social afstand. Det er baggrunden for de begrænsninger, som bl.a. sætter de aktuelle rammer for aktiviteter i folkekirken frem til og med 2. påskedag.”

Efter mødet med biskopperne og nøje overvejelser vil kirkeministeren i fredag anbefale kirkeordførerne ikke at få videre med de overvejelser.

Ministeren siger i pressemeddelelsen:

- Det er fortsat smerteligt, at vi må fejre påske uden at kunne gå i kirke. Men jeg er glad for, at folkekirken står last og brast med resten af samfundet. Folkekirken har i de sidste uger vist, at kirkelivet stadig blomstrer, og det er jeg sikker på, at kirken også gør i påsken. Rigtig mange præster har kastet sig ud i streaming-gudstjenester, sjælesorg via net og telefon, og omfattende brug af sociale medier. Jeg opfordrer folkekirken til at holde fast i de mange gode initiativer også i påsken.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...