Taknemmelighed: Lions medvirkede til ny kørestol på Johan Riis’ Minde

Glæden er dobbelt i denne historie, som omhandler de donationer, Lions Club Salling/Mors Pinen & Plagen uddeler lokalt.

- Vi har til formål at glæde og hjælpe andre, og vi glædes selv meget, når vi bagefter får respons fra modtagerne, siger Anna Jokumsen, Lions Club Salling/Mors Pinen & Plagen.

Klubben fik nemlig en taknemmelig respons på en donation fra Johan Riis’ Mindes værdighedsmedarbejder, Lise Christiansen. En tak, som Lise Christiansen også gerne deler med læserne.

- På Johan Riis Minde har vi en rigtig flot beliggenhed, vi har parken ligeved og byen tæt på. Det giver gode muligheder for vores beboere for gåture og for at komme ned i byen.

Men, og der er et stort men. Vi er udfordret af terrænet omkring os, vi bor på en bakketop, så det er op og ned ad bakker hele tiden.

Hun fortæller, at det ujævne terræn naturligt nok giver udfordringer for kørestolsbrugere og dårligt gående. Derfor søgte Johan Riis’ Minde Lions om et tilskud til en kørestol med hjælpemotor. Denne ville gøre det nemmere at komme omkring i det ujævne terræn omkring Johan Riis’ Minde.

- I december 2018 fik vi så en kørestol med hjælpemotor, og sikke en forandring det har gjort, lyder det glad fra Lise Christiansen. Hun beretter, at den nye kørestol gør det meget nemmere at komme ud.

- At få en kørestol med hjælpemotor giver beboerne masser af muligheder og livsglæde, så der er ingen tvivl om, at den allerede er højt påskønnet, og fortsat vil være det, fastslår Lise Christiansen.

Ligeså glade som beboere og personale på Johan Riis’ Minde er for hjælpen fra Lions Club Salling/Mors Pinen & Plagen, ligeså glade er medlemmerne her for at få respons på donationen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...