1. oktober er der gået 12 år, siden Klaus Sørensen åbnede Wagner Nykøbing, og 7. oktober fylder han selv 50 år

NYKØBING: I den kommende tid fejrer Wagner Nykøbing og indehaver Klaus Sørensen hele to fødselsdage. Dels er det tirsdag 1. oktober 12 år, siden Wagner Nykøbing åbnede - dels har Klaus Sørensen 50-års-fødselsdag mandag 7. oktober.

Klaus Sørensen voksede op i Thisted, men flyttede til Mors 1998, da han sammen med sin kone Linda Kibsgaard, der morsingbo, startede som købmandspar i Sundby Mors. Her blev de i otte år, og Klaus Sørensen var i bestyrelsen for Spar-kæden, som var deres leverandør.

- Men så havde vi lyst til noget nyt, og da var det, min bror gjorde mig opmærksom på, at Wagner skulle åbne en butik i Nykøbing, fortæller Klaus Sørensen.

Broren Bent Sørensen har været i tøjbranchen siden 1986 og drev på det tidspunkt en Wagner-butik i Thisted, hvor han nu driver Tøjeksperten:

- Jeg blev målt, vejet og oplært på rekordtid - dels af min bror, dels af Wagner gennem en række kurser, og 1. oktober 2007 åbnede vi så Wagner Nykøbing, fortæller Klaus Sørensen.

Butikken ligger, hvor der - så længe nogle overhovedet kan huske - altid har ligget en tøjforretning i Nykøbing, nemlig Brdr. Andersen, som var kendt for, at dér kunne man få alt. Sådan er branchen ikke længere - nu er den mere specialiseret:

- Allerede et års tid efter kom finanskrisen, men den red vi af. Og nu synes jeg, vi har fundet et fornuftigt niveau, og vores butik ligger da også godt placeret, siger Klaus Sørensen.

Om sit skifte fra kolonialbranchen til tøjbranchen siger han:

- Jo, én gang købmand, altid købmand. Det er også vigtigt at være købmand i tøjbranchen. Og jeg tror godt, jeg kan sige, at det er jeg kendt for at være, både blandt kunder og blandt leverandører.

Der vil i næste uge være forskellige fødselsdagstilbud i butikken i Vestergade i Nykøbing.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...