Oplev Østerssafari, rundvisning på Vilsund Blue, guidet urte- og svampetur i Legind eller deltag i skaldyrsskolen hos Dansk Skaldyrcenter

MORS: I forbindelse med Østers- & Muslingepremieren på Mors er det muligt at lære om den moderne produktion af muslinger hos Vilsund Blue, at lære hvordan man selv fanger østers sammen med en biolog fra Dansk Skaldyrcenter til Østerssafari, at lære at lave retter med skaldyr på skaldyrsskolen og også komme på en urte- & svampetur med en af Morsø Turistforenings naturvejledere.

Østerssafari afholdes fredag 11., lørdag 12. og søndag den 13. oktober.

Turene starter fra Dansk Skaldyrcenter, hvor deltagerne iføres waders, inden vi går på jagt i fjorden. Undervejs fortæller biologen bl.a. om hvordan man åbner østers, giver gode råd om tilberedning og fortæller om livet i fjorden. Der bliver også mulighed for at smage nogle af de selvfangede østers på turen.

Fredag 11. oktober om formiddagen åbner Vilsund Blue dørene for publikum.

- De tilbyder en rundvisning, hvor vi får et unikt indblik i maskinrummet bag den moderne produktion af muslinger. Der arbejdes bl.a. med bæredygtighed og økologi. Der afsluttes med lækre smagsprøver, oplyser turistchef Bente Kristensen.

Lørdag den 12. oktober inviterer Morsø Turistbureau igen på svampetur i Legind Bjerge.

- Vores urte- & svampeture er meget populære og med en pris på kun 60 kr. per person, inklusiv kyndig vejledning undervejs forstår jeg godt tiltrækningen. Naturvejleder Jørgen Frank Rasmussen kommer bl.a. ind på hvordan urter og svampe kan matche østers- og muslinger, fortæller Bente Kristensen.

- Fredag den 11. oktober tilbyder vi Skaldyrsskole på Dansk Skaldyrcenter. I samarbejde med centrets kok laves der retter med fokus på skaldyr og selvfølgeligt med en masse lækkert tilbehør. Der eksperimenteres og måske opfinder vi nye retter sammen. Aftenen afsluttes med fællesspisning - en gastronomisk oplevelse, lover Bente Kristensen.

Alle oplevelserne kan opleves uafhængigt af hinanden, og er samtidig også en del af fortællingen om Nykøbing Mors som Danmarks skaldyrshovedstad.

Besøgende vil derfor både kunne opleve alt fra eksklusivt Wine & Dine middag, smage retter fra gourmetkokke til Østers- & Muslingepremieren, blive skaldyrskok for en aften, lære om den moderne produktion af muslinger, fange østers, gå på jagt efter urter og svampe i skoven eller opleve DM i Østersgastronomi, Champagnesabling og Østersåbning.

- Der vil være rig mulighed for at fordybe sig i natur- og smagsoplevelser, når Nykøbing Mors står i skaldyrenes tegn det næste stykke tid, siger Bente Kristensen.

Mere information kan findes på www.skaldyrshovedstad.dk eller ved henvendelse til Morsø Turistbureau, Havnen 4, 7900 Nykøbing M.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...