Duoen Singh & Goldschmidt spiller i Thisted Kirke tirsdag aften 4. august

THISTED: Tirsdag aften 4. august er der koncert i Thisted Kirke med en duo, bestående af Henrik Goldschmidt på obo og Anders Singh på harmonika. Duoen er enestående i dansk musikliv, siger organist og kantor Niels Granvig, der har arrangeret årets koncertrække i Thisted Kirke. Besætningen harmonika og obo, tilsat Goldschmidts sang, optræder i musikforeninger, kirker og mange andre slags spillesteder, hvor kun fantasien sætter grænser. Billetter à 100 kr. købes ved indgangen.

Repertoiret er jødisk og arabisk musik og egne kompositioner sammen med klassiske værker af bl.a. Carl Nielsen, Balkan-musik og danske sange. Singh & Goldschmidt, som duoens navn er, har de mange forskellige traditioner med sig, og når man rører i denne musikalske smeltedigel med talent og kærlighed, bliver resultatet smukt og helt specielt, lover Granvig.

Singh & Goldschmidt komponerer og arrangerer det meste af musikken selv. Henrik Goldschmidt nærer stor kærlighed til den traditionelle, jødiske klezmer, og musikken tager langt hen ad vejen afsæt netop i klezmertraditionen. Anders Singh Vesterdahl har indiske rødder og en solid fundering i Balkan- og sigøjnermusikken og bidrager med et særlig, verdensmusikalsk islæt.

- Musikken er rytmisk, melodiøs og forunderligt rørende. Den taler til hjertet i lange improvisationer og jiddiske sange, og den gør det vanskeligt at holde fødderne i ro i de glade, udadvendte dansenumre. Man bliver musikalsk forført og forlader koncerten med perlerækker af toner i øret, indhyllet i en duft af Balkan, Orienten og Østeuropa, siger Granvig.

Henrik Chaim Goldschmidt er solooboist i Det Kongelige Kapel, stifter af Middle East Peace Orchestra (nu kaldet Middle East Peace Ensemble) og rektor for Goldschmidts Musikakademi, der er en gratis musikskole på Nørrebro i København, for muslimske, jødiske og kristne børn. En ny afdeling af akademiet blev i marts 2019 oprettet i Aalborg.

Anders Singh Vesterdahl er uddannet på Det Fynske Musikkonservatorium (nu Syddansk Musikkonservatorium). Han har optrådt som solist ved koncerter i det meste af Europa og i Pakistan og har spillet som solist i DR, med Odense Symfoniorkester, Det Kongelige Kapel og tyske Vogtland Philharmonie. Han har vundet flere konkurrencer, bl.a. UNESCO’s internationale konkurrence for harmonika i Wiesbaden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...