Morsø-virksomhed udpeget til nordjysk finale i bæredygtighedskonkurrencen Tag Fat

MORS: Det nordjyske Tag Fat-sekretariat har udnævnt den lokale Morsø-vinder af bæredygtighedskonkurrencen Tag Fat. Vinderen blev Mors-virksomheden HeavyZleep, der således går videre til finalen, der afholdes hos den socialøkonomiske virksomhed Råt&Godt i Aalborg.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Morsø Erhvervsråd.

HeavyZleep har specialiseret sig i bæredygtige tunge dyner, også kaldet behandlerdyner, der har særlige egenskaber, som sikrer den bedst mulige søvn. Dynerne vejer op til tre kilo og adskiller sig fra de traditionelle kugledyner, der ofte er meget tunge og kun i ringe grad minder om en rigtig dyne. HeavyZleeps dyner er derimod fyldt med en blanding af andefjer og dun, der nænsomt sorteres fra i en allerede eksisterende produktion. Fjerene og dunene er således ikke produceret for udelukkende at skabe fyld til dynerne, men indgår som et overskudsprodukt i produktionen af fødevarer. Dynerne blev oprindeligt produceret i Portugal, men HeavyZleep har valgt at tage produktionen hjem til Danmark, hvor det er nemmere at stille krav til produktets bæredygtighed. Desuden har HeavyZleep arbejdet intenst på at minimere alt, hvad der hedder plastik i indpakning og emballage.

HeavyZleep har ingen nævneværdige konkurrenter på det kommercielle marked for tunge dyner, og derfor er de to ejere og iværksættere Tomas Taheri og Danny Guld Kristensen nu klar til at indtage det danske marked efter en lang og omfattende optimering af virksomhedens bæredygtige profil.

- Vi har brugt masser af energi på at trække produktionen hjem fra Portugal, så vi er tættere på forarbejdningsprocessen og i højere grad kan sikre produktets bæredygtighed ned til mindste detalje. Desuden er vi i gang med at erstatte alt lige fra satinbånd til bæreposerne i plastik, så vi fremover kun anvender genanvendeligt pap. En finaleplads i TagFat-konkurrencen er et kæmpe skulderklap, og vi håber, den kan give os det løft, vi har brug for her i den indledende salgsfase, lyder det i pressemeddelelsen fra Tomas Taheri, medstifter af HeavyZleep.

Hans forretningspartner Danny Guld Kristensen ser et meget stort potentiale for de nye tunge dyner.

- Vi har selv begge to haft børn, der var for tidligt fødte, og dengang som nu fandtes der primært meget tunge kugledyner, som er rettet mod svære lidelser. Især unge mennesker med brug for ekstra vægt i dynen er ikke særlig stolte af at sove med en kugledyne, og derfor har vi skabt en almindelig dyne med dun og fjer, der blot vejer markant mere end en almindelig dyne. Vores moderne tilværelse med masser af input og stimuli kræver faktisk ekstra meget søvn, og vi håber således på, at vi kan skabe et helt nyt markedssegment for alle, der ønsker en tung og beroligende dyne, kommenterer Danny Guld Kristensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...