Mors-Thy Håndbold løb ind i det niende nederlag i træk

HÅNDBOLD: For niende gang i træk måtte Mors-Thy Håndbold tirsdag aften forlade en kamp i HTH Herreligaen med et nederlag, da det blev 27-30 ude mod Ribe-Esbjerg.

Kampen var den sidste i 2020, og den dårlige stime betyder, at Mors-Thy holder jul og nytår som tredjesidst.

Efter en lige og målrig indledning fik Ribe-Esbjerg overtaget godt midtvejs i første halvleg. Anført af den svenske veteran Jonas Larholm havde vestjyderne ikke de store problemer med at komme til scoringer, og det gav flere tremålsføringer.

Mors-Thy, der stadig var uden skadede Erik Toft og Frederik Tilsted, fik undervejs i første halvleg også føjet Lasse Pedersen til skadeslisten. Højrefløjen, der havde fået en god start med tre scoringer på tre forsøg, faldt uheldigt ned efter at være blevet tacklet i en skudsituation og kunne ikke fortsætte.

Afløseren Tim Sørensen var dog kraftigt medvirkende til, at Mors-Thy kom tilbage i kampen. Med små fem minutter tilbage af første halvleg bragte han sit hold tilbage på omgangshøjde ved 16-16, og tre minutter senere bragte han også Mors-Thy foran 18-17.

Som første halvleg var skredet frem, havde der nemlig sneget sig flere fejl ind i Ribe-Esbjergs angrebsspil, og lige inden første halvlegs afslutning udnyttede Bjarke Christensen også det til at sende Mors-Thy til pause foran 19-17.

I anden halvleg kom Ribe-Esbjerg dog hurtigt tilbage på omgangshøjde, og derfra var det en helt lige affære med kun ét mål mellem de to hold.

Blandt andet to brændte straffekast fra Mors-Thy gjorde dog, at Ribe-Esbjerg for det meste var et lille skridt foran, og med tre et halvt minut tilbage gav det også en tomålsføring til hjemmeholdet, da Nicolai Nygaard bankede bolden i nettet til 29-27.

Det kom Mors-Thy ikke tilbage fra, og samme Nicolai Nygaard afgjorde i stedet reelt kampen, da han et minut senere også scorede til 30-27.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...