Genbrugspladsen åbner for erhvervsdrivende, og Morsø Erhvervsråd er klar til at hjælpe på forskellig vis

MORS: Udover at man straks betaler sine regninger, fremskynder Morsø Kommune nu også vedligeholdelse for 1,5 mio. kr., fremgår det af en pressemeddelelse fredag morgen 20. marts. Der er i øjeblikket en del bygninger, som står tomme - eksempelvis Dueholmskolen og Materielgården. Disse bygninger vil nu blive renoveret tidligere end planlagt.

- Det vil være mange forskellige håndværksgrupper, som får glæde af denne beslutning. Alt fra tømrere, vvs-installatører, malere og elektrikere med flere, der får del i de 1,5 mio. kr., vi i første omgang renoverer for, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen (V).

Af pressemeddelelsen fremgår det videre, at Morsø Erhvervsråd arbejder tæt sammen med Erhvervshus Nordjylland, der har etableret et akut coronaberedskab for virksomheder, som har brug for hjælp. Dette beredskab er tilgængelig for alle Mors-virksomheder, uanset om de er medlem af erhvervsrådet.

- Jeg modtager lige nu en del spørgsmål fra virksomheder, som er i tvivl om, hvordan de håndterer situationen med medarbejdere – afskedigelser, tvungen ferie og muligheden for kompensation som fulgte med regeringens hjælpepakke til erhvervslivet. Desværre er flere virksomheder nu kommet i en økonomisk krise eller nærmer sig. Disse virksomheder har virkelig også brug for hjælp, fortæller forretningsudvikler Bjarne Brodersen.

Den ekstraordinære situation giver også anledning til, at flere virksomheder tænker kreativt og igangsætter ny tiltag, hedder det i pressemeddelelsen: Restauranter ændrer til takeaway, detailbranchen etablerer handel via de sociale medier o.s.v. Flere overvejer opstart af webshopper - og også her er der hjælp at hente hos erhvervsrådet. Både i form af vejledning, men også økonomisk, da Erhvervsstyrelsen netop har åbnet en pulje, som skal bidrage til øget digitalisering i danske virksomheder.

Fra på mandag 23. marts kan virksomheder igen anvende genbrugspladsen kl. 07.00-09.00 i hverdagen. Kommunen understreger vigtigheden af, at alle forholdsregler og påbud følges på genbrugspladsen.

- Der vil naturligt komme affald, når man driver virksomhed. For at give virksomhederne bedre mulighed for at fortsætte dagligdagen, har vi valgt at åbne genbrugspladsen. Nu der kun er adgang for virksomheder, giver det vores medarbejdere en lav risiko for smitte, fortæller Hans Ejner Bertelsen.

For at få adgang til genbrugspladsen kræver det et virksomhedskort. Har man mistet sit kort, eller er det nuværende ikke brugbart, kan kommunen kontaktes på tlf. 9970 7000.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...