fiskegrej: Morsø Låseservice har udvidet sortimentet

Morsø Låseservice ligger på Nørrebro 42 i Nykøbing, der, hvor der i tidernes morgen var et stort bageri. Her har forretningen ligget siden 2014, hvor Majorens Gyde blev fraflyttet.

Dengang havde Torben Hyldig arbejdet for Bent Andersen i Morsø Låseservice siden 2006, og i 2013 lavede de to et glidende ejerskifte, hvorefter Torben Hyldig som ny ejer af forretningen flyttede til de nye lokaler året efter.

Morsø Låseservice er ikke nogen ny forretning i Nykøbing. Den har eksisteret siden 1985, hvor Bent Andersen åbnede den i en kælderbutik i Gågaden.

Torben Hyldig vil gerne slå et slag for, at folk kender vigtigheden af at have de rette nøgler til huset. Eksempelvis i forbindelse med huskøb.

- Når man køber et hus overtager man automatisk også husets nøgler. Vi anbefaler altid at få skiftet nøgler til huset, eller at få omkodet låsene, oplyser Torben Hyldig. Det handler om sikkerhed. Og netop sikkerhed er en vigtig faktor i mange af de opgaver, Morsø Låseservice udfører.

Som låsesmed er Torben Hyldig ude ved forskellige situationer sammen med både politi, brandfolk og hjemmepleje.

Og når en ny butik åbner og som oftest har et forsikringsselskab på besøg, bliver låsesmeden som regel tilkaldt for at installere den sikkerhedsmæssige sikring, som forsikringen kræver.

Mange kunder kommer dog kun ind i Morsø Låseservice, når de har tabt en nøgle og skal have lavet en ny. Eller for at få lavet et hundetegn (hundeskilt) til Fido.

Men i dag foregår der rigtig mange andre ting i forretningen.

- Nøgler, låse, elektroniske låse med applikationer, alarmer, videoovervågning, brandbokse og sikring i det hele taget, remser Torben Hyldig op.

Som noget forholdsvis nyt er Morsø Låseservice begyndt at servicere de mange lystfiskere, der ifølge Torben Hyldig findes på Mors.

- Vi er en ø omgivet af vand, så jeg syntes, det lå lige for at få noget fiskegrej ind i butikken, siger han.

Det startede i det små, men har nu grebet om sig, så der i dag findes alt i fiskegrej på Nørrebro 42. Lige på nær beklædning.

Hovederhvervet er og blive dog låsedelen. Fiskerigrejet er kun en biting.

Men en hyggelig biting, som Torben Hyldig og hans kunder nyder i butikken.

Det glæder Torben Hyldig meget, at Morsø Turistbureau bakker op om fiskedelen i hans butik ved at informere turister og andre besøgende på turistkontoret om muligheden for køb af fiskegrej på Nørrebro 42.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...