Når du åbner postkassen og ser Ugeavisen ligge der, klar til læsning, så er den jo ikke hoppet ned i postkassen helt af sig selv. Der er et bud, der har lagt den derned. Enten er han kommet til fods eller i bil. Måske på cykel. Men i hvert fald har der været et menneske og sørget for at putte avisen ned i den enkelte postkasse. På en strækning i Nykøbing hjælper 11-årige Claus Bülow Rasmussen sin mor med at bringe borgerne lokalt læsestof. Og hans store smil under arbejdet vidner om, at han godt kan lide at være bud.

- Jeg hjælper min mor på ruten, for vi har flere hundrede kilo at dele ud i dag, lød det fra Claus Bülow Rasmussen, da journalisten mødte ham på Elsøvej i Nykøbing. Det glade smil til trods har det unge ugeavisbud en bøn til de forskellige postkasseindehavere: Sørg nu for at tømme jeres postkasse hver dag, så der er plads til at lægge nyt derind, uden at Ugeavisen bliver krøllet og bøjet.

Den opfordring gives fluks videre.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...