Danmarks Skaldyrshovedstad Mors er nu ved at lægge sidste hånd på planlægningen af en række arrangementer og tiltag

MORS: Det kommer ikke til at gå stille for sig med næste års fejring af Limfjordens skaldyr. Med udsigten til vaccination af danskerne imod covid-19 de kommende måneder er Danmarks Skaldyrshovedstad Mors nu ved at lægge sidste hånd på planlægningen af en række arrangementer og tiltag, der skal præsentere ”alle fascinerende aspekter af Limfjordens skaldyr”, lyder det fra Colin John Seymour Jr., direktør for Danmarks Skaldyrshovedstad Mors, i en pressemeddelelse.

Østerssæsonen sluttes af i april med arrangementet Østersfinalen 16.-18. april med blandt andet mulighed for at tilberede og nyde Limfjordsøsters og med et fagligt fokus på fiskeriet af skaldyr i Limfjorden, og 4.-5. juni vender Skaldyrsfestivalen tilbage.

- Foreningen Skaldyrsfestivalen præsenterer som altid et fantastisk program, hvor der bliver rig mulighed for at smage ”Limfjordens guld”, ligesom deres populære skaldyrsbuffeter er tilbage i corona-sikrede omgivelser tilsat musik og oplevelser for hele familien, lyder det fra Colin John Seymour Jr.

Dramatik på scenen

1.-3. oktober sætter kokke og tjenere kursen mod Mors. Sammen med Kokkeforeningen Danmark og Tjenerforeningen Danmark afvikles nemlig endnu en gang DM i østersåbning, DM i champagnesabling og DM i østersgastronomi.

- Vi glæder os til at byde indenfor til spænding og dramatik på scenen og muligheden for at spise lokale skaldyr i verdensklasse, fortæller Colin John Seymour Jr., der forventer, at situationen i Danmark til oktober gør, at flere danskere igen kan samles til fælles oplevelser.

- Wine & Dine-arrangementer med formidabel gastronomi fra tilrejsende gæstekokke i samarbejde med Jens Peter Skov fra Sallingsund Færgekro er selvfølgelig på programmet ligesom de populære børneaktiviteter som fx Skaldyrscirkus i skolernes efterårsferie, diverse masterclasses med danske topkokke, rige muligheder for at høste egne østers og meget andet. Herudover udvikler vi lige nu på en række nye skaldyrsoplevelser, der følger i slipstrømmen efter premieren.

1.-3. oktober er der endnu en gang DM i østersåbning, DM i champagnesabling og DM i østersgastronomi på Mors. Arkivfoto: Peter Mørk

Af pressemeddelelsen fremgår det, at der er ”fuld politisk opbakning” til arrangementerne fra Morsø Kommune.

- Hele konceptet med Danmarks Skaldyrshovedstand Mors er et af de udviklingsben, vi står på i Morsø Kommune. Fiskeriet og følgeindustrierne har i over 100 år været en del af vores DNA og historie på Mors, og det vil vi udvikle de kommende år.

- Både i forbindelse med etablering af det nye østersklækkeri på DTU Aqua og det nye besøgscenter med fokus på skaldyrsturisme og formidling på havneområdet. Her passer de events, der omkranser hele begrebet Danmarks Skaldyrshovedstad, fantastisk ind, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen (V).

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...