Mandag aften 4. november synger Håndværkerkoret et kvarter før filmen

NYKØBING: Novembers perlefilm i Bio Mors er den norske dokumentar ”Mannskoret”, som vises mandag aften 4. november, tirsdag sen eftermiddag 5. november og onsdag aften 6. november. Forud for mandagens forevisning er der et kvarters opvarmning ved Håndværkerkoret, fortæller Kurt Thinggaard fra biografen.

- Sædvanligvis gør jeg en dyd ud af skifte emne, når en ny perlefilm skal introduceres. Men denne gang går vi fra den ene dokumentar (om Jan Grarup, red.) til den næste, siger Kurt Thinggaard og citerer medlemmer af Mannskoret for, at det er sværere at komme med i det end i rockergruppen Hells Angels. Koret består af en en højrøstet gruppe ølbællende, midaldrende norske mænd, der for 15 år siden svor at synge ved hinandens begravelser, fortæller Thinggaard og citerer igen fra filmen: ”Det bliver selvfølgelig lidt akavet for den næstsidste af os.”

Men pludselig bliver det alvor. Den elskede korleder Ivar er ramt af uhelbredelig kræft og har kun tre måneder tilbage at leve i. Men han nægter at dø, før de har medvirket i korets største koncert nogensinde: Som opvarmning for Black Sabbath og Ozzy Osbourne foran 10.000 feststemte mennesker. Så der er dobbelt nedtælling - koncert og døden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...