Der var ikke tid for et år siden, så nu skal det være. Søndag den 3. februar inviterer Leif Andersen til åbent hus på Nørrebro 70B i Nykøbing, hvor hans firma, Morsø Taxi & Turisttrafik flyttede til 1. januar 2018. Samme dag markeres vognmandens egen runde fødselsdag, der falder et par dage senere.

Historien om Morsø Taxi & Turisttrafik tager sin start i Vejerslev i 1996, da Leif Kjærgaard Andersen startede sin forretning, som i starten hed Midtmors Turistbus.

Efter opkøb af Morsø Turisttrafik og Emb Taxi skiftedes navnet til det nuværende.

Morsø Taxi & Turisttrafik er en lokal succeshistorie af de store. En af dem, man givetvis glemmer at bemærke i det daglige, fordi det jo bare kører derudad.

I starten havde Leif Andersen i alt tre biler; to 20-personers og en 30-personers, og de var i alt tre mand til at få firmaet til at køre.

I dag tæller vognparken cirka 55 biler fordelt over rutebiler og turistbusser, hvoraf en er en dobbeltdækker, taxier og minibusser samt OST-biler (OST = offentlig servicetrafik, Red.) til flexturs- og handicapkørsel. Antallet af chauffører ligger i dag på cirka 60.

Vokseværket gjorde det for godt et år siden nødvendigt at flytte firmaet fra Vejerslev til Nykøbing, hvor der er blevet mere plads til både biler og mandskab.

- Folk stod sommetider op og drak kaffen i deres pause, fordi vi ikke kunne være der. Nu har vi en god frokoststue, hvor der løbende er nogen, der holder pause, fortæller Leif Andersen bag skrivebordet på Nørrebro 70D, hvor han som ejer selv fordeler kørslen sammen med en medarbejder.

Dermed er det ofte Leif Andersen selv, kunderne får i røret, når der ringes på det huskevenlige nummer 97 - 76 76 76.

- Allerhelst vil jeg køre. Jeg vil rigtig gerne snakke med folk, siger vognmanden, der under interviewet med journalisten modtager mange opkald med bestillinger på ture. Alt noteres omhyggeligt i den tykke papirkalender på skrivebordet. At holde styr på de mange aftaler er vigtigt. Også, når man tager imod bestillinger i bilen. Derfor holder vognmanden skarpt øje med, at der altid er blok og kuglepen i alle bilerne.

Leif Kjærgaard Andersen fik sin debut som taxichauffør som kun 21-årig, da han startede med at køre for Mona Pleidrup Poulsens Karby Taxi.

Det gav smag for branchen, og Leif Andersen nyder tydeligvis stadig sit arbejde, selvom han ikke kommer sovende til det.

- Der ligger da mange timers arbejde i det. Det er ikke fem, men syv dage om ugen, og selvom jeg har fri, tager jeg da tit en tur, når der er brug for det, siger Leif Andersen, som efter firmaets flytning til Nykøbing dog har fået adskilt hjem og arbejde rent fysisk.

- Der er blevet en smule mere ro derhjemme i Vejerslev, smiler han.

Morsø Taxi & Turisttrafik er lokalt forankret, og det har Leif Andersen ikke tænkt sig at lave om på, ligesom han også ynder at give hurtig service til kunderne.

- Jeg har chauffører mange forskellige steder på øen. Det gør, at jeg hurtigt kan dirigere den nærmeste chauffør ud til en tur for den pågældende kunde, fortæller han, mens telefonen foran ham ringer igen.

Søndag den 3. februar vil telefonen sandsynligvis også ringe mange gange hos Morsø Taxi & Turisttrafik, men den dag håber Leif Andersen, at mange også vil kigge ind på adressen Nørrebro 70D og hilse på. Både kunder, familie og venner.

- Vi sætter en pølsevogn op, og så bliver der også kagebord, smiler den travle vognmand, som håber på mange gæster til sit åbent hus.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...