Mandag den 20. maj var der generalforsamling hos Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest, som valgte at styrke sin bestyrelse med blandt andre en lokal erhvervsprofil, nemlig Tage Odgaard Nielsen.

- Vi vidste allerede i starten af året, at vi skulle bruge mindst to nye medlemmer til vores bestyrelse, siger adm. direktør Thomas Rosenkrands, som sammen med den gamle bestyrelse har været på kandidatjagt i årets første måneder. - Et af vores første forslag til nye bestyrelsesmedlemmer var Tage Odgaard Nielsen, som har et enormt netværk og en særdeles relevant baggrund som både adm. direktør for Frontego og formand for DI Thy-Mors. Vi var derfor rigtig glade for at Tage valgte at hoppe med ombord.

Tage Odgaard Nielsen ser også frem til samarbejdet med den øvrige bestyrelse og centrets medarbejdere: ’Jeg er sikker på, at der er et stort potentiale for vores rådgivning lokalt. Arbejdsmiljøcenter Midt-Vests folk kan på få timer hjælpe virksomheder med arbejdsmiljøopgaver, og derved spare virksomhederne for mange ressourcer. Det budskab skal vi have ud til flere’, understreger han.

Thomas Rosenkrands supplerer afslutningsvis, at både han og centrets øvrige ansatte ser meget frem til samarbejdet med den nye bestyrelse, som ser således ud: Hanne Majdecki (formand), Jan Riis Bovbjerg (næstformand), Tage Odgaard Nielsen, Bent Gasberg og Per H. Vejle.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...