Marialogen i Nykøbing fejrer i weekenden 24.-26. maj 25 års jubilæum. Lørdag formiddag vil der være officiel modtagelse på Det Gamle Rådhus, hvor borgmester Hans Ejnar Bertelsen tager imod Ordenens øverste embedsmand.

- Marialogen tilhører Maria-Ordenen, og er kun for kvinder. Det er en selvstændig orden uden nogen tilknytning til andre loger eller ordner. Man skal være fyldt 25 år, for at kunne søge optagelse. Ordenen er for alle kvinder, der har et ønske om personlig udvikling, fortæller den lokale præsident, Kis Brask.

Ordenen er funderet på et kristent etisk grundlag. Formålet er at fremme selverkendelse hos medlemmerne og støtte dem i deres arbejde for personlighedens udvikling.

I forbindelse med jubilæet får Marialogen i Nykøbing besøg af omkring 160 tilrejsende damer fra Norge, Sverige, Island, Tyskland og Danmark, der vil deltage i fejringen.

Gæsterne ankommer i løbet af fredagen, og der er planlagt forskellige arrangementer gennem hele weekenden. Blandt andet vil der være udflugter til Gaardbageriet i Hvidbjerg, Dansk Skaldyrscenter og byvandring i Nykøbing med fokus på Axel Sandemose.

- Logen er stedet, hvor man har mulighed for at koble af fra - lukke den travle hverdag ude og reflektere over tingene – populært sagt – et sted, hvor man går til åndelig fitness, lyder det fra Kis Brask.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...