Organisationen Børnehjælpsdagen, der står bag Lillebror Lotteriet, opfordrer flere lokale fritidsforeninger, klubber og skoleklasser i Morsø kommune til at tage del i det traditionsrige lodsalg. Indtil videre er det kun Morsø Garden, der har givet tilsagn om at ville sælge lodderne.

En forening eller klasse får 11 kroner pr. solgt Lillebrorlod til 25 kroner, der i øvrigt er en attraktiv pris for køberne. Det kan blive til rigtig mange penge, som f.eks. kan bruges på nyt idrætsudstyr, stævner, lejrskoler og andre fælles aktiviteter.

Sidste år tjente 272 foreninger, klubber og klasser fra hele landet 1,4 millioner kroner ved at sælge Lillebrorlodder. Det svarer til over 5100 kroner i gennemsnit.

Helt lokalt kan nævnes, at Morsø Garden brugte sine Lillebror-penge som et supplement til indkøb af de længe ventede nye uniformer.

Det er imidlertid ikke kun forenings- og skolelivet på Mors, der kan få glæde af Lillebror Lotteriet. Det kan anbragte børn også.

Overskuddet fra lodsalget går nemlig til Børnehjælpsdagens arbejde med at styrke netop de mange børn, der vokser op uden deres forældre - og som i stedet må bo hos en plejefamilie eller på en døgninstitution i Danmark.

Aktuelt er 78 børn og unge anbragt uden for hjemmet af Morsø kommune.

- Vi hører ofte, at det betyder meget for de unge sælgere, at de også kan gøre en forskel for anbragte børn. Det øger deres motivation. På den måde bliver ’fælles indtjening’ og ’social ansvarlighed’ kombineret på allerfineste vis gennem lodsalget, forklarer Anne Nielsen, der er tovholder for Børnehjælpsdagens lotterier.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...