Økologisk griseproducent Flemming Jørgensen inviterer i disse corona-tider til drive-in Sofari søndag 24. maj fra klokken 10-14

SKIVE: Pak bilen og tag familien med en tur til Kjeldbjerg Økogrise på søndag, hvor man kan køre på grusvejen langs Flemming Jørgensens mark og opleve de økologiske grise, som nyder foråret på græsmarkerne.

- Det er blevet så moderne med drive-in arrangementer. Da mine marker med grise i år ligger ud til mere end én kilometer grusvej, så tænkte jeg: Hvorfor ikke også lave drive-in Sofari, siger Flemming Jørgensen, der ejer Kjeldbjerg Øko Gris.

Kjeldbjerg Økogris har 200 søer og producerer cirka 5500 økologiske slagtegrise om året. Efter 15 år med konventionel svineproduktion lagde Flemming Jørgensen i 2017 driften om til økologi. En beslutning, han synes, har været god for både dyr og mennesker.

- Vi nyder at komme i marken hver dag og se, hvordan grisene udlever deres naturlige adfærd – tidligere passede vi grise på vores præmisser, nu passer vi dem på deres. Det vil jeg gerne dele med danskerne, siger Flemming Jørgensen.

På drive-in Sofari hos Flemming Jørgensen kører man en tur langs markerne og ser på de økologiske grise, der roder i jorden, bader i mudderhuller og løber omkring.

Flemming Jørgensen og hans medhjælpere guider gæsterne gennem ruten. Her vil vand- og fodervogne køre rundt; der vil være traktorer at se på og gæsterne får ind i bilen langet en pose med informationsmateriale om økogrise, opskrifthæfter og en pixibog til børnene.

Det vil også være muligt at deltage i en quiz, hvor man kan vinde en pakke økologisk kød fra Friland til en værdi af 500 kr.

Sofari er en årlig tilbagevendende begivenhed siden 2010. I et årti har økologiske griseproducenter inviteret danskerne inden for gården og vist det økologiske griseliv frem. Men sådan bliver det ikke i år på grund af coronakrisen.

Randi Vinfeldt er formand for foreningen FØKS, der står bag Sofari, og hun er ærgerlig over, at det ikke er muligt at holde traditionel Sofari på grund af Covid-19.

- Men fra cirka 1. september bliver det på de sociale medier muligt at komme helt tæt på de økologiske grise, når FØKS lancerer en ny digital indsats om de økologiske grise. Og så håber vi, at rigtig mange danskere til næste år, når verden forhåbentlig igen er mere normal, kommer til Sofari den sidste søndag i maj, siger Randi Vinfeldt.

Der er indgang til markerne fra Trevadvej 21, 7800 Skive.

Herfra bliver man guidet ind på grusveje, hvorfra man kan se grisene.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...